søndag den 25. november 2012

Æblekrans med marcipan

I dag har jeg bagt en rigtig gammeldags kringle efter en opskrift, som stammer fra min mor. I stedet for komme remonce i, som man traditionelt ville gøre, har jeg fyldt kringlen med revet æble og marcipan og en anelse appelsinskal (skulle helt klart have været udeladt, hvis manden min skulle have bestemt). Jeg synes måske bare, at mængden af appelsinskal var for stor, men prøv jer frem!

lørdag den 17. november 2012

Kanelcupcakes med chokomocca-ganache

Èn af min datters absolutte yndlingskager er kanelkage med chokolade/kaffeglasur - den har mild kanelsmag og glasuren får kagen til at blive helt konfektagtig.

Vi syntes at det kunne være rigtig sjovt at eksperimentere lidt med den opskrift og istedet lave den som en lækker, konfektagtig cupcake med en chokomoccaganache.



Kagen som sådan har jeg ikke lavet meget om på - dog har jeg brugt olie i stedet for smør, da jeg synes at cupcakes får en lækker sprød overflade, når man bruger olie i dejen. Jeg har også tilføjet æbler i små tern, lagt ind midt i kagen. Det giver en god saftighed og også lidt friskhed til en ellers ret sød og tung kage.
Ganachen er lavet af mørk chokolade, fløde og kaffesirup - den er ret mørk og heftig og nok ikke helt børnevenlig. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave den med halv mørk og halv lys chokolade - lys chokolade alene vil blive for sødt.

Kanelcupcakes med chokomocca-ganache

200 g sukker
0,5 dl olie
1 tsk kanel
200 g mel
1 tsk natron
2 1/2 dl kærnemælk
evt. 1 æble i små tern

Sukker og olie røres sammen med kanel. I dejen kommes mel, natron og kærnemælk og alt røres sammen.
Kommes i 10-12 muffinsforme og bages ved 200 grader i 15-20 min til dejen slipper en træpind.
Afkøles og pyntes med chokomocca-ganache


Chokomocca-ganache

150 g mørk chokolade
1 1/2 dl piskefløde
1-2 spsk kaffesirup

Chokoladen hakkes og kommes i en skål sammen med kaffesirup. Fløden varmes op til kogepunktet og hældes over chokoladen, men der røres til chokoladen er smeltet. Køles helt af og piskes derefter forsigtigt til den er cremet og luftig.

Kaffesirup

50 g sukker
0,5 dl stærk kaffe

Sukker og kaffe koges op. Bobler i 5 min og hældes over i en ren skål. Afkøles.




Velbekomme!

Appelsincupcakes med choko/orange-ganache

Toms har lige nu kampagne for deres guldbarrer..og det er da virkeligt ikke til at stå for, så jeg kom selvfølgelig til at købe alt for mange (en kombination af at være på indkøb en fredag efter arbejde og at være småsulten..). Jeg kom så til at tænke på, om ikke man kunne bruge guldbarrer til at bage med og resultatet blev disse appelsincupcakes, fordi jeg havde et net med nogle appelsiner, der var begyndt at se lidt sørgelige ud.

Kagerne gjorde lykke i dag hos fodboldtøserne - det var også velfortjent, for de spillede fantastisk :o)


torsdag den 15. november 2012

Sandwichboller med gulerødder og solsikkefrø

Sandwichbollerne er også én af mine gamle opskrifter, som jeg lavet igennem mange år. Opskriften er skrevet ned på et stykke linieret papir revet ud af et kladdehæfte og jeg næsten sikker på, at den må stamme fra én af min mormors mange ugeblade, som vi hver uge støvsugede for opskrifter.

Bollerne er saftige og har en svag sødme fra gulerødderne, men er ikke så søde, at de ikke sagtens kan spises med en god skive ost eller bare med koldt smør...mums :o)

 

mandag den 12. november 2012

Rutebilslagkage


Til Olivers fødselsdag havde han bestilt rutebilslagskage, så det måtte jeg jo producere. Vi havde kørt en test et par uger i forvejen og fundet ud af, hvordan vi kunne lide lagkagen.

Jeg synes nemt, at en rutebilslagkage kan blive for sød, så jeg tilføjede min hjemmelavede hindbærsylt og det hjalp på det søde :o).