Jeg har fulgt low fodmap-diæten i lidt mere end et år nu og jeg har generelt fået mere ro i maven. Det er meget individuelt, hvilke fodmaps man har problemer med. Jeg tåler desværre ikke ret godt fruktaner, som findes i hvedemel og speltmel. Jeg kan dog godt spise det i små mængder og hvis jeg tænker over ikke at spise fx. hvedebrød flere dage i træk.
Det er selvfølgelig trist ikke at kunne indtage hvedebrød i ubegrænsede mængder, men til gengæld så nyder jeg det rigtigt meget, når jeg indimellem spiser det.
Bollerne her er egentlig en gammel opskrift på gulerodsbrud, som jeg har tilpasset til min mave ;).
Gulerodsboller (20-24 stk)
15 g gær
150 g surdej (lavet på sigtet speltmel og majsmel)
5 1/2 dl. lunkent vand
150 g majsmel
100 g fuldkornsspeltmel
800 g sigtet speltmel
2 tsk. salt
40 g sukker
50 g blødt smør (laktosefri)
2 æg
3 store revne gulerødder
50 g solsikkekerner
- Udrør gæren i lunkent vand
- Rør surdejen i.
- Slå æggene ud i væsken.
- Tilsæt majsmel, fuldkornsspeltmel og 600 g af den sigtede speltmel sammen med salt og sukker.
- Rør dejen sammen på røremaskine.
- Tilsæt gulerødderne og solsikkekernene.
- Lad dejen køre på din røremaskine og tilsæt resten af melet lidt efter lidt, indtil dejen er glat og smidig.
- Til sidst tilsættes det bløde smør lidt af dejen.
- Sæt nu dejen til hævning i 1-2 timer på køkkenbordet. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse.
- Drys køkkenbordet med en blanding af sigtet speltmel og majsmel.
- Hæld forsigtig dejen ud af røreskålen på det meldryssede bord. Skær dejen ud med en dejskraber i firkantede stykker og sæt dem på en bageplade med melsiden op ad.
- Tænd ovnen på 225 grader og lad bollerne hæve tildækket, mens ovnen varmer op.
- Bollerne bages i 16-18 min. og afkøles herefter på en bagerist.
Note:
Sigtet speltmel er en begrænset fødevare på low fodmap diæten, så hvis ikke du tåler speltmel særligt godt, skal du nøjes med at spise en halv bolle.
Hvis du kun tåler surdejsbrød (speltbrød af surdej er low fodmap), så kan du udelade gæren, evt. tilsætte lidt mere surdej, men du må forvente en lidt længere hævetid og en bolle, der ikke er helt så luftig, som hvis du bager med gær.
Jeg bruger altid Amos sigtede speltmel - jeg synes, at bageegenskaber i netop det mærke minder mest om almindeligt hvedemel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!