søndag den 31. juli 2016

Cookie-kage med trefarvet is

SPONSORERET INDLÆG


Vel hjemvendt fra ferie måtte jeg selvfølgelig have gang i bageriet igen.

Når vi ikke har været på tur eller slikket sol ved søen, så har jeg bl.a. brugt tiden på at se små videoer på Instagram med kagedekoration. Jeg er ikke selv den store dekoratør, men jeg er vildt imponeret over, hvor flotte kager kan blive med smørcreme og fondant.

Men udover de store fondantkager, så er der også masser af inspiration at hente for en kagebager, som mig, der går op i at mine kager smager godt og ser appetitlige ud.

Jeg har en masser på listen over ting, jeg skal have prøvet af - og jeg har også fået købt lidt udstyr - så  forhåbentlig får jeg tid og lejlighed til at bage en masse i efteråret.

I går syntes jeg, at vi skulle fejre den sidste feriedag med en lækker dessert. Inspirationen hertil kommer også fra Instagram - nærmere fra Manuela Kjeilen (@passionforbaking), som bl.a. gør det i muffins og macarons i smukke pastelfarver. Hun har sin egen you-tube kanal og i den første video jeg faldt over, lavede hun cookies i en lille form og serverede dem varme med vanilieis.


Jeg var simpelthen nødt til at gøre hende kunsten efter, men vi kunne ikke nøjes med vanilieis, så ismaskinen kom på overarbejde og jeg lavede 3 forskellige slags is (dvs. én sorbet og to mælkeis lavet på samme grundopskrift).

Det er en rigtig god dessert til gæster, fordi dejen til cookies'ene kan laves i forvejen og isen også sagtens kan laves på forhånd og fryses ned.


søndag den 3. juli 2016

Let sommerlagkage med kirsebær og græsk yoghurt


Selvom vejret i dag siger efterår, så kommer vi jo ikke udenom, at det er den 3. juli og at jeg lige om lidt skal holde 3 ugers sommerferie.




Børnene har allerede haft ferie i 1 uge, vi er i gang med at pakke campingvognen og feriestemningen er så småt ved at indfinde sig.

Jeg har længe gået og kigget på de søde, røde kirsebær - for mig er det mindst lige så meget et tegn på sommer som solmodne jordbær - og drømt om at lave en kage med dem.



Det blev til den her lette, luftige sommerlagkage med en syrligt/sød mousse af kirsebær og græsk yoghurt, overtrukket med mørk chokoladeganache lavet på det sidste af den mørke valhrona-chokolade, som jeg vandt i vinters ved Aakjærs. Tilsidst er kagen pyntet med blød og fed flødeskum og friske kirsebær.