Der er ikke noget skønnere end at vågne til duften af nybagt brød.
Men brød tager lang tid at bage; det skal æltes og hæve, formes og hæve igen.
Her hos os er løsningen koldhævet dej.
Det kan forberedes aftenen før, hæve stille og roligt i køleskabet og enten sættes direkte på en bageplade med et par skeer eller bages i en gryde eller en brødform næste morgen, så man har friskbagt brød mindre end en time efter man er væltet ud af sengen med morgenhår.
Disse boller er bagt med det italienske manitobamel, som har et højt proteinindhold og derfor giver lette og luftige boller.
Dejen er meget våd og skal helst røres 10-15 min. i røremaskine ved høj hastighed. Har du ikke en røremaskine, så rør den i hånden og tilsæt 50 g ekstra mel, da den ellers bliver for svær at arbejde med.