Scones er bare så hyggelige. De er supernemme at lave og smager godt.
De skal allerhelst spises lige med det samme, for de er bagt med bagepulver og bliver ret hurtigt tørre.
Vi bagte scones efter en opskrift fra Nicolas Stranges (som han lavede i Go'Morgen Danmark fornylig) og serverede dem til min lille baby's (hun bliver 11!, men hun er den lille herhjemme) fødselsdag med jordbærmarmelade og lækkert friskpisket flødeskum - det var superlækkert og kan bestemt godt erstatte kage.
Scones ca. 16 stk
460 g mel
75 g sukker
120 g smør
15 g bagepulver
3 æg
55 g mælk
Tænd ovnen på 170 grader.
Bland mel, sukker og bagepulver og smuldr det blødgjorte smør ned i blandingen, indtil det har konsistens som en smuldredej.
Saml herefter hurtigt dejen med mælk og æg.
Dejen rulles straks ud i en plade, som er ca. 1-1½ cm tyk og scones'ene stikkes eller skæres ud.
Sæt scones'ene på en bageplade med bagepapir.
Bag scones'ene i 22-23 min.
Afkøles på bagerist og spises samme dag.
Hvis man vil kan man komme fx. tørret frugt eller chokolade i dejen og så spises scones'ene som en slags kage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!