lørdag den 10. august 2013

Nøddeboller med æbler

Skønne saftige boller med en let smag af hasselnødder og sødme og saftighed fra æbler og æblejuice.



Opskriften kan jeg ikke huske, hvor jeg har fundet, men jeg har skrevet den af fra et blad eller kogebog på et eller andet tidspunkt og nu syntes jeg, at det var på tide at prøve at bage bollerne.

De er ikke som sådan tidskrævende, men dejen laves i to tempi, så det kræver lidt planlægning at lave dem. Denne dej kræver heller ikke røremaskine, da det er en våd dej og bollerne sættes som klatter på bagepladen.

De smager rigtigt skønt med koldt smør eller Nutella på. Eller begge dele....

Nøddeboller med æbler 12-15 stk

1. dag
5 dl æble juice
15 g gær
1 spsk honning
2 tsk salt
200 g grahamsmel
400 g hvedemel

Rør gæren ud i juicen. Tilsæt de øvrige ingredienser til melet er vådt. Dæk skålen med film og sæt den i køleskabet indtil næste dag.

2. dag
100 g finthakkede hasselnødder
2 revne æbler
150 g hvedemel

Til fordejen tilsættes ovennævnte ingredienser.



Jeg malede nødderne helt til mel - man kan også lave stykker lidt større, hvis man gerne vil have lidt i bollerne, der knaser.



Dejen skal være sammenhængende, men klistret.

Kom dejen på en bageplade i klatter med to skeer.

Lad hæve 1 time.

Pensl med æg og drys evt. med hasselnøddeflager.

Bages ved 225 grader i ca. 20 min til de er gyldne ovenpå og lyder hule, når man banker på dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!