lørdag den 10. august 2013

Mazarinkage med nektariner

Der er simpelthen ikke noget skønnere end modne og søde nektariner. Og efter at have spist et utal af nektariner på vores ferie i Italien, så købte jeg selvfølgelig også nektariner, da vi kom hjem. Men jeg bliver så skuffet, når jeg får en lille, hård og let bitter nektarin og så ender det bare med, at de kommer til at ligge i køleskabet og ingen spiser dem.

Så var det at jeg faldt over en opskrift på en nektarinkage hos skønne Anne Au Chocolat - og det bedste er, at den er baseret på en mazarinbund, som efter mening er noget af det lækreste, man kan spise.


 



Jeg har ændret lidt på opskriften, bl.a. havde jeg ikke amaretto, men cognac, og så har jeg tilsat lidt citronskal, bare fordi...;o)



Vi spiste kagen lun med vanilieis til, men jeg er sikker på, at den også er skøn kold, evt. med lidt cremefraiche til. Den er lidt konfektagtig pga. marcipanen og lidt sød, men får et dejligt syrligt twist fra bl.a. citronskal og nektariner.

Nå, men here comes:

Mazarinkage med nektariner

125 g blødt smør
200 g rørsukker
200 g marcipan (revet)
2 store æg
50 g hvedemel
40 g mandler (malet til mel)
Revet skal fra ½ citron
1 spsk cognac (kan sagtens udelades)

3 nektariner skåret i tynde både.

Tænd ovnen på 180 grader.

Smør en tærteform til kagen.

Rør det bløde smør med sukkeret. Kom det revne marcipan og 1 æg ved og rør med elpiskeren
Tilsæt det sidste æg og rør godt.

Tilsæt mel, mandler og revet citronskal. Vend i smør-, ægge- og marcipanmassen (mums!).

Tilsæt tilsidst cognac.

Kom dejen op i den smurte form.

Læg de skivede nektariner på kagen (det er nemmest at skære nektariner, der ikke er alt for modne, i skiver).

Kom kagen i ovnen og bag den ca. 30 min (hvis du har en stor form, som min, for så bliver kagen ikke så høj - har du en mindre form og kagen bliver højere, så skal den selvfølgelig bage i længere tid).

Server med cremefraiche eller som dessert med vanilieis til.

Velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!