mandag den 6. januar 2014

Rugbrødssandwichboller og lidt om januar og nytårsforsætter...

 
Har I et nytårsforsæt?

Jeg er for længst holdt op med at have nytårsforsætter, for jeg overholder dem alligevel aldrig og så ender jeg med at blive rigtig, rigtig træt af mig selv - og det gider jeg bare ikke mere....

Men det betyder ikke, at jeg ikke starter hvert eneste år med at tænke på de ting, som jeg kunne tænke mig at gøre bedre eller mere af i det nye år, som fx dyrke lidt mere motion, spise mere grønt og fuldkorn og være mere sammen med mine børn.

Jeg har også gjort mig nogle tanker om, hvad der skal ske med bloggen. Jeg har rigtig meget lyst til at arbejde mere med bloggen - både med layoutet, men også med indholdet. Og så er der bare så mange flere lækre sager, jeg har lyst til at bage og blogge om...;o)

Nå, men i weekenden, så bagte jeg de her rugbrødssandwichboller. Opskriften fandt jeg på Smagsløjer.dk, som er en rigtig skøn madblog, hvor jeg ofte henter inspiration.



Jeg har ændret en smule i opskriften - jeg halverede opskriften (min fryser er ret proppet, så jeg har ikke plads til så meget i den lige nu), jeg tilsatte lidt A-38 for at give en illusion om, at bollerne var bagt med surdej og så brugte jeg lidt mere hvedemel end i den oprindelige opskrift.

Bollerne får en lækker sprød skorpe og er saftige pga. gulerødderne og de udblødte rugkerner. Smagen er rigtig lækker og så er de ret nemme at lave, for de sættes bare på bagepladen med en ske, så ikke noget med klistret dej på bordet.

Ikke mere sniksnak fra mig - her kommer en opskrift!

Rugbrødssandwichboller 18 stk.

25 g gær
2 dl. A-38 0,5%
3 dl. lunkent vand
200 g knækkede rugkerner
50 g hørfrø
400 g rugmel
250 g hvedemel
1 spsk. salt
1 spsk. sirup
150 g groftrevet rugbrød
Græskarkerner til pynt

Sæt rugkernerne i blød i kogende vand i ca. 30 min.

Bland A-38 og lunkent vand til det er håndvarmt.

Rør gæren ud i vand og A-38.

Tilsæt rugkerner, rugmel, hørfrø, salt, sirup og de revne gulerødder. Rør sammen til en tyk grød.

Stil dejen til hævning et lunt sted i 1 time.

Tilsæt herefter hvedemelet.

Dejen er stadig ikke glat og fast, men mere klistret og det er helt rigtigt.

Lad dejen hæve ½-1 time.

Sæt herefter dejen i klatter på en bageplade. "Klatterne" glattes med lidt vand på en finger og drysses med græskarkerner.

Bag bollerne i 30-35 min ved 200 grader varmluft - hvis de bliver for mørke, så kan man skrue ned på 175 grader de sidste 10 min, men det er vigtigt, at lade bollerne bage til de er helt gennembagte.

 
---ooo0ooo---
 
 
Sandwichbollerne smager skønt i madpakken med pålæg på, men bestemt også rigtig dejligt med Nutella ;o)
 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!