lørdag den 31. oktober 2015

Lagkage med chokolade og daim




En lagkage med en intens chokoladesmag lavet til sønnikes 16 års fødselsdag.

Her hos os må børnene selv bestemme, hvad der skal i deres lagkage, når de har fødselsdag. Sønnike bryder sig ikke om bær, men elsker chokolade, så selvfølgelig skulle hans lagkage bestå af chokoladebunde med chokoladefyld og gerne noget daim.

Resultatet blev denne chokoladebombe, som selvfølgelig tager lidt tid at lave, men som bestemt er anstrengelserne værd!




Lagkage med chokolade og daim (10 pers.)

Chokoladebunde med rødbede


3 store æg250 g sukker200 g fintrevet rødbede100 g smør100 g hvedemel1 tsk. bagepulver2 tsk. vaniliesukker5 spsk. kakao1/4 tsk. salt100 g chokolade

Tænd ovnen på 170 grader.Kom bagepapir i bunden af din springform og smør siderne.Pisk æg og sukker lyst og luftigt sammen med vaniliesukker og salt.Smelt imens smør og chokolade og vend det herefter i æggesnapsen.Bland mel, kakao og bagepulver. Sigt det i dejen og vend rundt.Vend til sidst de revne rødbeder i dejen.Kom dejen op i springformen og bag 45-50 min.Køles helt af på en bagerist før kagen deles i 3 bunde. 




Chokoladeganache
200 g chokolade
3 1/2 dl. fløde

Hak chokoladen og kom den i en skål
Varm fløden op til kogepunktet.
Kom den varme fløde over chokoladen og rør indtil chokoladen er smeltet.
Dæk skålen med folie og sæt på køl

Når chokolademassen er helt afkølet, piskes den forsigtigt op til massen er let og luftig.

Hvid chokoladeganache
100 g hvid chokolade
1 dl. piskefløde
Korn fra 1/2 vaniliestang

Hak chokoladen og kom den i en skål
Varm fløden op til kogepunktet.
Kom den varme fløde over chokoladen og rør indtil chokoladen er smeltet.
Dæk skålen med folie og sæt på køl

Chokoladeglasur

1 dl. piskefløde
60 g mørk chokolade
15 g smør

Øvrigt fyld og pynt:
Abrikosmarmelade
5-6 små daim
1 bk. hindbær

Samling af kagen
Vend bundene om, så den toppen kommer til at være den nederste bund og den nederste bund (som er helt lige) bliver den øverste.

Læg en bund på et fad. Smør bunden med 1-2 spsk. abrikosmarmelade og fordel halvdelen af den oppiskede chokoladeganache ovenpå.

Smør den midterste bund med abrikosmarmelade og læg den ovenpå den første bund. Fordel resten af chokoladeganachen ovenpå. Læg den sidste bund på. Stil kagen på køl.

Lav chokoladeglasuren ved at opvarme fløden til lige under kogepunktet og hæld det over den hakkede chokolade og smørret. 

Tag kagen ud af køleskabet. Smør den øverste bund med abrikosmarmelade og hæld herefter den varme chokoladeglasur udover kagen. Stilles igen på køl.

Hak 5 af daimene fint i en minihakker. Læg den knuste karamel på en tallerken.

Tag kagen ud af køleskabet og smør siderne med den hvide chokoladeganache.

Tag store håndfulde af karamellen og fordel det på siderne af kagen.

Kom resten af den hvide ganache en en sprøjtepose med en stjernetylle og lav en kant på kagen.

Pynt med hindbær og stykker af daim.

Opbevares på køl, indtil den skal spises.

Server evt. med friske hindbær.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!