søndag den 8. november 2015

Søndagskagen: citronmåne

På sådan en doven søndag, hvor jeg har bare en anelse tømmermænd efter en virkelig skøn lørdag sammen med de dejligste veninder, så foregår der ikke de store kulinariske udfoldelser i mit køkken.

Aftensmaden bestod derfor af hotdogs og rester fra weekendens mad.


Men min lækkersult fornægter sig ikke, så da jeg på et tidspunkt i eftermiddag havde lidt energi i overskud, bagte jeg en citronkage med marcipan og vanilie og overtrak den med den dejligste, mundvandsfremkaldende, syrligtsøde citronglasur.

Jeg glæder mig så meget til at sætte tænderne i et stykke af den, så snart jeg er færdig med at skrive det her indlæg!



Citronmåne 
60 g blødt smør
100 g marcipan
150 g rørsukker
4 æg
150 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniliepulver
Skal af 1 1/2 citron

Glasur
150 g flormelis
Saft af 1 citron

---ooo0ooo---

Tænd ovnen på 190 grader.
Gør en springform klar; kom bagepapir i bunden af formen og smør siderne med smør eller en bagespray.

Kom smør, sukker, citronskal og vanilie i en skål.
Riv marcipanen groft ned i den samme skål.
Rør godt sammen.

Tilsæt æggene én af gangen og pisk godt indimellem.
Pisk indtil sukkeret er opløst.

Bland mel og bagepulver i en lille skål.
Sigt det i den store skål.
Rør indtil melet er fordel og der ikke er klumper af mel i dejen.

Fordel dejen i springformen.
Sæt straks kagen i ovnen og bag den i 20-25 min.

Når kagen er færdigbagt, tages den ud af ovnen og køler af på en rist.

Mens kagen køler af, laves glasuren:

Kom al formelisen op i en skål og pres først en halv citron ud over. Rør rundt. Tilsæt herefter citronsaft indtil glasuren har en passende tykkelse; den må ikke være så tynd, at den løber ned af kagens sider (som min gør...), men den må heller ikke være så tyk, at du ikke kan smøre den ud over kagen.

Kom glasuren på toppen af kagen og glat den ud. Pynt evt. med pistacienødder, frysetørrede bær eller blomster.

Server kagen med en rigtig god kop te eller kaffe.

---ooo0ooo---

Nu vil jeg lave en kop te, tænde for TV'et og spise kage!

God søndag til jer!



2 kommentarer:

  1. Øj, der må gerne bringes ud :D

    - Anne
    www.venterpaavin.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Gjorde jeg gerne, hvis ikke det var fordi, der er så langt til det Nordjyske herfra og jeg ligger på sofaen med ondt i halsen ;o)
      /Lene

      Slet

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!