lørdag den 2. marts 2013

Appelsin/mandelkage

Jeg havde faktisk bestemt, at jeg ikke skulle bage kage denne weekend, men.....

ja, altså, så havde jeg lige nogle appelsiner, som bare trængte virkeligt meget til at blive brugt, såeh....

Denne opskrift er med inspiration flere steder fra, men er primært min egen ;o)


Kagen er sød/syrlig og dejlig svampet.
Glasuren er rørt af flormelis, saft fra ½ citron og lidt kogende vand indtil den får den rigtige konsistens.

Appelsin/mandelkage

150 g blødt smør
3 æg
250 g rørsukker
350 g mel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniliesukker (eller korn fra ½ vaniliestang)
50 g fintmalede mandler (med skal, for jeg gad ikke smutte dem)
1,5 dl mælk
2 spsk creme fraiche 5%
Saft fra 1 appelsin
Skal fra ½ appelsin

Sirup

100 g sukker
Saft fra 2 appelsiner
Skal fra ½ appelsin

Tænd ovnen på 180 grader.
Smør en randform med smør og drys den mel.
Rør det bløde smør, sukker og vanilie sammen. Kom æggene i én af gangen. Pisk godt.
Kom de fintmalede mandler i dejen.
Sigt mel og bagepulver sammen og bland appelsinskal heri. Kom halvdelen af melen i dejen.
Kom appelsinsaft i dejen og rør. Kom herefter resten af melet i dejen. Rør godt. Tilsidst kommes mælken i.

Den færdig dej kommes op i den smurte randform.
Bager ca. 35 min ved 180 grader.



Imens laves siruppen:

Saften fra de to appelsiner kommes i en gryde sammen med sukker og evt. den komme vaniliestang.
Bringes i kog og simrer 5-10 min. Skum gerne urenhederne af gryden undervejs.

Når kagen er færdigbagt, prikkes den med en lang gaffel eller bambusspyd og overhældes med den varme sirup. Det er ikke sikkert, at kagen kan suge al siruppen, men hold pausen indimellem og hæld lidt over igen, når kagen har opsuget siruppen.

Kagen kan pyntes med glasur, men også bare spises som den er.

Velbekomme!

2 kommentarer:

  1. Hej Lene, sikke en god randform - kagen ser flot ud. Jeg har tit halv-gamle appelsiner i køleskabet, og næste gang så vil jeg prøve denne kage - det lyder især lækkert med siruppen. KH Mulle (mullehuset.dk)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mulle. Tak for de pæne ord. Jeg blev også selv glædeligt overrasket over hvor pæn kagen så ud, for jeg havde faktisk ikke brugt min randform før. Kagen er skøn og saftig - god anvendelse af halvgamle appelsiner :). Kh. Lene

      Slet

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!