søndag den 25. november 2012

Æblekrans med marcipan

I dag har jeg bagt en rigtig gammeldags kringle efter en opskrift, som stammer fra min mor. I stedet for komme remonce i, som man traditionelt ville gøre, har jeg fyldt kringlen med revet æble og marcipan og en anelse appelsinskal (skulle helt klart have været udeladt, hvis manden min skulle have bestemt). Jeg synes måske bare, at mængden af appelsinskal var for stor, men prøv jer frem!


Æblekrans med marcipan

50 g smør
2 ½ dl mælk (jeg brugte 1½ dl mælk og 1 dl kærnemælk)
25 g gær
1 æg
1 dl sukker
1/4 tsk salt
1/4 tsk kardemomme
ca. 8 dl hvedemel

Fyld:
175 g revet æble (1½ store æbler)
130 g revet marcipan
½ tsk revet appelsinskal (kan udelades)

Smelt smørret og lun mælken heri. Rør gæren ud i den lunede mælk. Rør æg, sukker, salt og kardemomme i mælkeblandingen. Tilsæt mel lidt af gangen. Ælt dejen til den er glat og smidig - pas på ikke at ælte for meget mel i dejen. Den må hellere klistre en anelse på fingrene end være for tør.
Lad dejen hæve i 1 time.

Lav fyldet imens; riv æbler og marcipan og bland det med revet appelsinskal.

Når dejen er færdighævet æltes den let, hvorefter den rulles ud på et meldækket bord til en aflang plade; ca. 55 x 30 cm.
Kom fyldet på (det er faktisk nemmest med fingerene) og bred det godt ud over dejen til ca. 3 cm. fra hver langside.
Rul herefter dejen sammen, ligesom til kanelsnegle, og kom "pølsen" på en bageplade med bagepapir. "Pølsen" samles til en krans og pensles med sammenpisket æg.
Herefter klippes slidser i kransen - ca. 1/3 ned i kransen.

Kransen hviler, mens ovnen varmer op til 200 grader. Kransen bages i 20-25 min.
Pyntes med glasur, når den er kølet af.


2 kommentarer:

  1. Den skal jeg helt klart prøve at bage - ingredienserne er lige mig, og den ser super lækker ud.
    Bagehilsner fra Mullehuset.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - den er osse vildt lækker og lidt snasket ;)

      Slet

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!