torsdag den 17. oktober 2013

Græskarbrød og boller

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, som kommer til at købe et eller andet med hjem fra supermarkedet, som jeg synes så helt vildt interessant ud, men som jeg ikke har en helt klar idé om, hvad jeg vil bruge til?



Et af de der smukke orange græskar, som ligger overalt lige nu, fangede min opmærksomhed og inden jeg vidste af det, lå det i min indkøbsvogn og var på vej hjem med mig.... Jeg havde en vag idé om, at jeg skulle lave noget suppe af det, men pludselig havde græskarret ligget i mit køkken (og pyntet - ingen tvivl om det...!) i 14 dage uden at være blevet til suppe. Så en søndag formiddag gav jeg mig til at skære det i stykker og tænkte, at så kom der nok lidt inspiration undervejs - og sørme ja - mit smukke Hokkaido græskar blev til en saftig græskarkage og smukke orange græskarboller.



Opskriften er ikke min egen, men kommer fra Hjerteforeningens hjemmeside. Jeg skar ned på mængden af gær og lod dejen hæve lidt længere. Ellers brugte jeg bare det mel, jeg havde i skuffen, men holdt mig ellers til opskriften fsv. angår forholdet mellem fuldkornsmel og almindeligt mel. Opskriften giver to brød - jeg lavede et brød og ca. 12 boller.

Brødene er lækre og saftige. De er smukke og orange og de ristede græskarkerner giver en rigtig god smag.

Man kan ikke bruge kernerne fra græskarret - de har en skal om sig, som først skal knækkes af, inden de kan bruges, så køb nogle kerner i supermarkedet.

Græskarbrød (1 brød og ca. 12 boller)

25 g gær
6 dl lunkent vand
1 spsk. honning
1 ½ spsk. salt
100 g græskarkerner
500 g revet græskar
500 g italiensk mel
200 fuldkornsmel
ca. 700 g hvedemel

Skræl og riv græskarret.

Rist græskarkernerne på en tør pande, til de begynder at puffe.

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt salt og honning.

Kom græskar og græskarkerner i.

Tilsæt italiensk mel og fuldkornsmel.

Tilsæt hvedemelet lidt af gangen, indtil dejen er glat og smidig, men endelig ikke tør.

Lad dejen hæve i 1-1½ time til dobbelt størrelse.

Ælt dejen på bordet og form det til 2 runde brød, et brød og ca.. 12 boller eller ca. 20 boller.

Efterhæves ½-1 time på pladen. Pensles med æg og drysses med resten af græskarkernerne.

Bag brødet ca. 45 min ved 200 grader. Det er færdigt, når det lyder hult, når du banker det under bunden.

Bollerne bages i ca. 20 min ved 200 grader.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!