søndag den 24. november 2013

Æblesmør

I dag fik jeg langt om længe ordnet de sidste af de æbler, som jeg havde fået af min svigermor.

Flere af dem havde fået nogle pletter, så derfor skulle de skrælles og fryses, inden de alle sammen rådnede for mig.

Jeg puttede to store poser skrællede æbler i fryseren, men orkede simpelthen ikke at skrælle flere æbler. Så kom jeg i tanke om, at jeg vist nok havde læst noget om, at man ikke skulle skrælle æblerne, når man laver æblesmør.



Jeg har aldrig fået æblesmør, men har set rigtig mange opskrifter på det, så jeg synes, det var et forsøg værd.

Æblesmør er en fløjlsblød æblemos, der karamelliseres sammen med forskellige af de varme julekrydderier - jeg brugte allehånde, kardemomme, stødte nelliker og kanel. Det med krydderierne skal man gøre lidt efter egen smag. Jeg har ikke kommet så mange krydderier i, for jeg synes hurtigt, at smagen bliver for tung og intens - men hvis du elsker julekrydderier, så slår du dig bare løs!


Beklager, det lidt usle billede - det er ikke ret nemt at tage gode billeder, når det er halvmørkt udenfor. Men i det mindste kan man tydeligt se, at jeg ikke havde fået pulveriseret mine krydderiet grundigt nok...!



Æblesmør (2 små glas)

1 kg. æbler med skræl og kerner og hele moletjavsen
1 dl. vand
75 g rørsukker
75 g brun farin
75 g sukker
6 stk. tørrede allehånd (eller ½ tsk. stødt)
2 kardemommekapsler (eller 1/4 tsk. stødt)
1/4 tsk. stødte nelliker
1-2 tomme vaniliestænger (eller ½ halv fyldt)
1 kanelstang

Skær æblerne i grove stykker og kom dem i en gryde sammen med vandet.
Kog i 45 min. til æblerne er helt møre.
Passer æblemosen gennem en si ned i en ren gryde.

Kom sukker og alle krydderierne op til æblemosen. Hvis du bruger hele krydderier, skal du inden da have ristet dem af på panden og pulveriseret dem (jeg fik ikke pulveriseret mine helt fint nok) - dog ikke kanelstangen - den kommes hel i gryden og koger med.

Kog æblemosen op og lad det koge ved svag varme i 45-50 min indtil det har fået en dejlig brun farve og er kogt ind til ca. 1/3.

Æblesmørret er nu færdigt og kommes på rene, skoldede glas og opbevares i køleskabet. HUSK lige at tage vaniliestangen og kanelstangen op først ;o)

Smørret smager lækkert på frisk brød, men jeg skal prøve at have det oven på min müsli i morgen tidlig og jeg kunne også godt forestille mig, at det vil smage rigtig lækkert lagt imellem en sirupskage eller som smagsgiver til en mousse. Det skal helt klart testes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!