I år har vi sendt ældstebarnet på efterskole. Han har haft en svær skolegang med mobning og store faglige vanskeligheder, især med at lære at læse og skrive. Derfor har vi i flere år arbejdet henimod, at han skulle blive klar til at komme på en efterskole for børn med ordblindevanskeligheder. Det var lidt med bævrende hjerte og rystende ben, at vi sendte ham afsted i august - hvordan skulle det gå? Ville han få hjemvé? Hvordan ville han tackle at være sammen med så mange andre unge mennesker på én gang?
Der har været op- og nedture allerede nu, men nok mest for moren. Det er nu 14 dage siden, at han har været hjemme sidst. Vi har overhovedet ikke hørt fra ham i over 1 uge og den bekymrede mor ringede derfor i går aftes for at høre, om han stadig var i live (selvom efterskolen selvfølgelig nok ville have kontaktet os, hvis ikke han var....).
Han var i allerhøjeste grad i live - havde bestemt ikke tid til at tale, men nåede lige at fortælle, at han var kommet i elevrådet og derfor havde haft travlt med arrangementer hele ugen! Mor er stolt!!
Nå, men i dag, skal han så hjem på weekend og fordi han har haft fødselsdag, siden han sidst har været hjemme og vi ikke har fået fejret ham, har jeg bagt hans yndlingskage; Drømmekage.
Opskriften er fra Amo og er den bedste opskrift på drømmekage, jeg kender. I får den her - helt uden ændringer ;o)
Drømmekage
250 g hvedemel
250 g sukker
50 g smør
3 æg
2 dl mælk
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniliesukker
Fyld:
125 g smør
½ dl mælk
200 g brun farin
100 g kokosmel
Tænd ovnen på 200 g.
Gør bageformen klar - jeg brugte en springform, hvor jeg kom bagepapir i bunden og sprayede siderne med bagespray.
Pisk æg, vaniliesukker og sukker til det er lyst og skummende.
Tilsæt smørret (jeg brugte flydende margarine - ellers skal smørret smeltes) og mælken.
Bland mel og bagepulver. Sigt det i dejen. Vend forsigtigt melet i dejen.
Kom dejen i formen.
Bag kagen i ca. 25 min på nederste rille. (Dæk evt. kagen med stanniol, hvis den bliver for mørk).
Fyld
Lav fyldet, men kagen bager.
Kom smør, mælk, brun farin og kokosmel op i en gryde.
Varm op indtil smør, sukker og mælk er smeltet sammen.
Når kagen har bagt 25 min. kommes fyldet over kagen.
Kagen bager færdig i ca. 10 min.
Køles af og NYDES!
Haha, det er typisk - efterskole er vist et alt opslugende sted at være ;)
SvarSletHåber han bliver glad for velkomst kagen, den ser så god ud. Tillykke :D
- Anne
Hej Anne
SvarSletJa, han blev rigtig glad og ville da også gerne med hjem ;o)
Lene