mandag den 18. november 2013

Orange yoghurtknuder

Disse lækre bløde og saftige boller, får deres smukke farve fra masser af gulerødder. Jeg har altid godt kunnet lide brød med gulerødder i. Det giver en dejlig sødme til brødet samtidigt med at brødet bliver saftigt og får en smuk gylden farve. Det gør det jo heller ikke mindre lækkert, at det er en god måde at få ekstra grøntsager på.



Der er yoghurt i bollerne, hvilket også er med til at gøre bollerne saftige og holde dem længere friske.

Så alt i alt nogle skønne boller, som du kan spise med god samvittighed - men måske ikke med helt så meget smør, som her på billedet.



Orange yoghurtboller ca. 20 stk

25 g gær
3 dl. lunkent vand
3 dl.yoghurt
200 g fuldkornsspeltmel (eller noget andet fuldkornsmel)
100 g speltbageblanding fra Urtekram
100 g havregryn
7-800 g hvedemel
1 spsk. honning
2½ tsk. salt
1 spsk. honning

4 store revne gulerødder

Sæt speltbageblandingen i blød i kogende vand i mindst 10 min. Bageblandingen består bl.a. af speltgryn og hele speltkerner og kan selvfølgelig sagtens erstattes af fx.havregryn og knækkede hvede- eller rugkerner. Husk blot at sætte kernerne i blød inden du bruger dem, for ellers er de så hårde, at du knækker tænderne på dem!!

Skræl og riv gulerødderne groft.

Bland lunkent/varmt vand med yoghurt sådan at blandingen er håndvarm.

Rør gæren ud i den lunke yoghurt/vandblanding.

Hæld vand fra bageblandingen og kom det op til gæren. Kom havregryn, fuldkornsmel, 2/3 af hvedemelet, salt, honning og gulerødder i.

Rør dejen sammen og tilsæt resten af melet lidt efter lidt indtil dejen er glat og smidig, men ikke tør.

Lad dejen hæve tildækket og lunt i ca. 1 time.

Ælt herefter dejen på et bord drysset med lidt mel og del dejen i to stykker.

Fold hver dejklump til en aflang pølse og del denne i to dele, trilles let og igen deles i 5 stykker.

Tag nu en af de små stykker, sno den let og bind ligesom en lille knude på pølsen.

Sæt bollerne til hævning på en bageplade, dækket med et viskestykker, i ca. 30 min.



Bollerne pensles med æg og drysses med solsikkekerner.

Bag bollerne ved 225 grader i 15-17 min. til de er gyldne og lyder hule, når man banker dem under bunden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!