onsdag den 15. oktober 2014

Klassisk hvedebrød med økologisk landhvedemel fra Amo

Efterårsferien har altid været en af mine absolutte yndlingsferier.


Jeg kan godt lide årstiden, hvor bladene skifter farve og luften er kølig, men hvor dagene stadig kan være lune og lyse.


Efterårsferien er også ferien, hvor vi ofte bager lækkert brød, som vi kan hygge med sammen med en kop varm kakao efter en gå- eller cykeltur i den kølige luft.





Disse hvedebrød er helt traditionelle brød, men bagt med økologisk landhvedemel fra Amo, som giver brødet lidt mere struktur og en dejlig smag.


Hvedebrød med landhvedemel (2 stk.)


50 g gær
6 dl. mælk
50 g smør
1 tsk. salt.
1 tsk. sukker
ca. 1 kg. hvedemel


Smelt smørret og lun mælken i samme gryde.


Udrør gæren i den lunede mælk.


Tilsæt salt, sukker og ca. 2/3 af melet og ælt godt.


Tilsæt det sidste mel lidt af gangen, indtil dejen er fast og ikke alt for klistret, men stadig fugtig.


Hvis du laver dejen i en røremaskine, så ælt dejen ca. 10 min ved høj hastighed, indtil dejen samler sig om dejkrogen.


Lad dejen hæve tildækket 1 time på køkkenbordet.


Kom dejen ud på et meldrysset bord.


Del dejen i to stykker.


Fold dejen og form den til to aflange brød.


Sæt brødene på en bageplade med bagepapir og skær fire diagonale snit i hvert brød.


Efterhæver 30 min.


Tænd ovnen på 220 grader.


Bag brødene ca. 30 min. indtil de lyder hule og/eller kernetemperaturen er 97-99 grader.


Køles af og serveres med koldt smør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!