Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag

lørdag den 7. januar 2017

Valnøddebrød


En oprydning i mine køkkenskuffer afslørede, at jeg havde en kæmpepose valnødder liggende, som efterhånden trængte til at blive spist. Jeg brugte lidt af posen juleaften til en rødkålssalat, men der var stadig mange tilbage, så efter lidt inspirationssøgning på nettet, valgte jeg at bage et valnøddebrød.

Brødet blev rigtigt lækkert og saftigt med en skøn smag fra valnødder og mørk øl.

Brødet er koldthævet og skal derfor planlægges et døgn i forvejen.

Valnøddebrød (1 stk.)

10 g gær
2 spsk. surdej
2 dl. mørk øl
3 dl koldt vand
150 g grofthakkede valnøddekerner
1 1/2 tsk. salt
2 tsk honning
2 spsk. brændt maltmel
250 g fuldkornsspelt
350 g hvedemel


  1. Start med at riste valnødderne let på en lun pande.
  2. Udrør gær og surdej i vand og øl.
  3. Tilsæt mel, fuldkornsmel og maltmel
  4. Tilsæt de afkølede valnøddekerner
  5. Tilsæt salt og honning.
  6. Rør dejen godt igennem (evt. på en røremaskine)
  7. Kom dejen op i en smurt brødform.
  8. Dæk med en frysepose.
  9. Stil til hævning i køleskab i 18-24 timer
  10. Stil brødet i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader og bag brødet i 45 min.
  11. Afkøl brødet på en bagerist og spis med koldt smør og en god ost.
Velbekomme!

torsdag den 23. juni 2016

Lækkert brød til en skøn grlllaften - foccacia med hvidløg og krydderurter


I aften er det Skt. Hans aften og, hvis vejret ellers er med os, skal vi mødes med resten af vores lille by og se på bål og synge midsommervise. Det er den ultimative midsommerhygge og hygge kalder selvfølgelig også på god mad.

Skt. Hans aften skal man grille (eller det skal vi ihvertfald) og som tilbehør vil lave dette lækre foccaciabrød med krydderurter og hvidløg. Opskriften er simpel og brødet er nemt at bage, da det ikke skal æltes, men bage hæve og hældes ud på en bageplade.

Opskriften har jeg fundet inspiration til hos Kvalimad - jeg har ændret lidt på den; bl.a. tilsætter jeg surdej og lidt mere gær, så brødet kan laves i løbet af et par timer, men dejen kan også sagtens laves dagen inden - så skal man bare bruge lidt mindre gær og lade det hæve i køleskab.

søndag den 27. marts 2016

Lækkert formbrød



Hvis det er et lækker, lyst franskbrød med sprød skorpe, du er på udkig efter, så er du kommet det helt rigtige sted hen.

Dette brød er et helt klasssik franskbrød med en lille smule havregryn og groft mel i (tys, sig det ikke til min mand og mine børn.....).

Det får en rigtig god smag af hvede, salt og honning og en lækker blød og lidt kompakt krumme - og så er det med garanti væk, inden du får set dig om ;o)

tirsdag den 12. januar 2016

Ølboller


Jeg elsker brød!

Især brød med fantastisk smag og konsistens. Smag i brød kan man få på flere måde; fx. ved at lade dejen hæve i lang tid, så kornets smag får lov at udvikle sig. Man kan også bruge surdej, som både virker som hævemiddel, men også tilfører en syrlighed til brødet, som er virkelig lækker.

Så kan man også tilføre smagsgivere; som fx. mørkt øl og maltmel, som jeg har gjort i dette brød.

Brødet bliver saftigt og smagen sødmefyldt og bitter på samme tid. Noget helt særligt.




onsdag den 2. december 2015

Lækkert surdejsbrød

Jeg er aldrig syg...

Jeg har undgået alle influenzaepidemier de sidste mange år og har nærmest ikke engang været forkølet i flere år. Så da vi i sidste weekend hentede en småsløj sønnike hjem og jeg i løbet af ugen hørte, at flere var syge, så var jeg ret overbevist om, at jeg selvfølgelig gik fri. Ikke mindst fordi det passer enormt dårligt ind i min planlægning at lægge mig syg, fordi jeg skulle gøre min eksamensopgave færdig til aflevering og derefter i gang med at planlægge min eksamen, som finder sted i starten af december.

Så da jeg kort tid efter, at jeg var kommet hjem fra arbejde fredag aften, kunne konstatere at jeg ikke bare var tørstig, men faktisk havde lidt ondt i halsen, så tænkte jeg, at det selvfølgelig ville være væk igen lørdag. Men lørdag havde jeg stadig ondt i halsen og det blev værre op af dagen. Senere stødte kløende øjne, løbende næse, hovedpine og feber til...

Så søndag måtte jeg indse, at jeg var syg og kapitulerede. Jeg lagde mig på sofaen for at se et afsnit af Grey's Anatomy på Viaplay - og rejste mig først igen for at gå i seng..

Sådan gik også mandag og tirsdag og det meste af onsdagen, dog blev Grey's indimellem skiftet ud med de bageprogrammer, jeg kunne finde på Viaplay og TV2-play, så det ikke blev alt for ensformigt.

Så mens jeg lå der og så bageprogrammer opstod ideen til de her brød; jeg har før bagt surdejsbrød, men har altid tilsat lidt gær for at være sikker på, at brødet blev luftigt nok, men jeg så flere steder, at det faktisk er muligt at bage et luftigt brød kun med surdej. Og da jeg havde en rest dej fra boller, jeg bagte lørdag morgen, som levede sit helt eget liv i mit køleskab og flere gange havde truet med at bryde ud af den beholder, jeg havde kommet det i, så blev jeg nødt til at afprøve det.

Og det virker!

Brødet er måske ikke det luftigste, jeg nogensinde har bagt, men det handler mere om mængden af mel end om surdejens hæveevne. Og smagen er fantastisk - dyb og syrlig og saftig!

søndag den 30. august 2015

Søndagsnørderi....

Altså egentlig, så synes jeg jo bare, at lækkert brød er til for at blive spist og så er det lidt lige meget, hvordan det ser ud, men når man nu har god tid søndag morgen, så kan man jo ligeså godt gøre lidt ud af sit brød....!

Udover det, så har søndagen stået på det sædvanlige rengøring, kirke for datterens vedkommende og en skøn (læs: lang!) cykeltur med manden min. Så er den weekend også godt brugt!


søndag den 17. maj 2015

Grove trekanter


Skønne, mørke boller med et højt indhold af fuldkorn og kerner. Duftende og dybe i smagen pga. surdej og maltmel. Lækre med koldt smør eller lagt sammen som en sandwich med i madpakken.

lørdag den 18. oktober 2014

Hurtige surdejsstykker med havregryn og lidt om surdej

Jeg har af flere omgange startet en surdej op, senest startede jeg en surdej lige efter sommerferien.



Surdej hjælper brødet med at hæve, men giver samtidigt kornsmag og syrlighed til brødet. Og surdej bruges ikke kun til rugbrød. Når jeg bruger surdej til hvedebrød tilsætter jeg også lidt gær. Det gør jeg for at få luftighed i mit brød, men også fordi at jeg ikke er interesseret i så store mængder surdej i mit lyse brød, som jeg vil tilsætte til rugbrød, da hvedebrød ikke skal være lige så syrligt, som rugbrød.


Min surdej har jeg lavet ved at følge Claus Meyers opskrift - og den virker! Blot skal man huske at surdejen skal fodres og at hvis man ikke skal bruge den i en længere periode, så skal surdejen på køl.


Er din surdej blevet for sur, så kassér det meste af den (gem ca. 1 spsk.) og frisk surdejen op på samme måde, som når du fodrer den. På den måde fortynder du smagen samtidigt med at du beholder de gode bakterier, som du har gang i.


Nå, men her til morgen har jeg bagt nogle hurtige boller med surdej. Vi skulle have bollerne til morgenmad, så derfor har jeg også tilsat relativt meget gær til dejen og dejen er hævet på køkkenbordet i ca. 1 times tid. Jeg har kommet havregryn i dejen - det er også med til at gøre bollerne luftige.


Bollerne er ikke trillet, men vendt ud på et bord drysset med durum, som giver en sprød overflade, og skåret ud i rustikke boller. De bages ved høj varme, så skorpen bliver sprød og krummen æbleskiveagtig.


Nå, ikke mere snak fra mig - nu skal jeg spise boller!


Ha' en dejlig lørdag!

onsdag den 15. oktober 2014

Klassisk hvedebrød med økologisk landhvedemel fra Amo

Efterårsferien har altid været en af mine absolutte yndlingsferier.


Jeg kan godt lide årstiden, hvor bladene skifter farve og luften er kølig, men hvor dagene stadig kan være lune og lyse.


Efterårsferien er også ferien, hvor vi ofte bager lækkert brød, som vi kan hygge med sammen med en kop varm kakao efter en gå- eller cykeltur i den kølige luft.





Disse hvedebrød er helt traditionelle brød, men bagt med økologisk landhvedemel fra Amo, som giver brødet lidt mere struktur og en dejlig smag.

søndag den 20. april 2014

Påskebrød (ikke dem til hotdog...)

God påske!


Påskesøndag nydes i familiens skød uden faste planer.

Senere i dag kører vi en tur til Vesterhavet og lufter hund og børn, men dagen er startet stille op. Dejligt med en morgen uden vækkeur og tid til snak og hygge ved morgenbordet.


onsdag den 26. marts 2014

Kyssesyge og et ikke særligt pænt brød....


Min datter er nu syg på 6. dagen. De første 4 dage har hun haft meget høj feber, ondt i halsen og ingen appetit. I mandags fik hun taget blodprøver og i går fik vi dommen - mononukleose (kyssesyge), hvilket betyder ingen penicillin, lang sygeperiode og ingen kontaktsport i 2-3 måneder efter sygdommens ophør - hvilket ikke er så godt, når man er målmand!

Føler mig lidt mast..... Det har været nogle hårde dage med sygdom, for hun har været meget skidt, men syntes faktisk at hun var ved at få det bedre. Men nu er vi så dømt ude i et par uger, indtil hun er frisk nok til at komme i skole. Jeg ved at mine kollegaer knokler som små bæster for at følge med presset, så jeg har sindssygt dårlig samvittighed over at sidde hjemme i sofaen. Samtidigt har jeg overhovedet ikke lyst til at forlade min syge datter. 

Nå, men i sidste uge, hvor jeg også var hjemme ved datteren, men stadig troede, at det bare drejede sig om en influenza, der ville være klaret i løbet af 3-4 dage, bagte jeg det her vildt grimme, men sindssygt velsmagende brød.


Det er egentlig bare et helt almindeligt franskbrød med lidt sigtemel, som bliver delt i 3 stykker og i de to af stykkerne æltes hhv. rød og grøn pesto, hvorefter de trilles til pølser og flettes - lidt noget griseri, men det smager fantastisk!



lørdag den 4. januar 2014

Müsliboller med hvidtøl

Jeg ved ikke med jer, men jeg har fået alt for meget fed mad og sukker i hele december måned og jeg trænger rigtigt meget til friske råvarer og fuldkorn. Derfor har jeg brugt tid på nettet på at finde lækre brødopskrifter, som kan spises uden at der nødvendigvis skal kommes pålæg på.




Disse lækre grove og lidt sødlige boller, har jeg fundet inspiration til hos Brødet.dk, som har rigtig mange lækre brødopskrifter - det er ikke sidste gang, jeg har prøvet opskrift derfra.

lørdag den 30. november 2013

Mørkt, groft brød med øl

Et rigtigt mandebrød, som jeg har fundet inspiration til ved Alt for Damerne. I deres opskrift skulle der bruges 200 g surdej, men jeg har ikke haft gang i en surdej på det sidste og jeg havde lyst til at bage brødet nu, så jeg brugte lidt gær og lidt A-38 for at give brødet noget syrlighed.


Jeg brugte en mørk øl, hvilket også er med til at farve brødet. Men jeg tilsatte også ca. ½ tsk. madkulør - bare for farvens skyld.





Brødet er saftigt og har en rigtig lækker maltet smag. Det smager skønt med en skive ost eller pålæg på.

søndag den 23. juni 2013

Grahamsbrød

Engang i forrige uge var vi pludselig i akut brødmangel. Ikke rart, så jeg måtte kaste mig ud i endnu et franskbrød efter det forhåndenværende søms princip aka tøm-skuffen...;o)

Det blev til to lækre saftige grahamsbrød, som iflg. manden min var de bedste, jeg har bagt til dato (og det siger ikke så lidt, for jeg har godt nok bagt mange brød...;o)).


fredag den 15. februar 2013

Surdejsbrød med fuldkornshvedemel

Dette brød er jeg, til forskel fra det sidste brød jeg bagte, ret godt tilfreds med.

Det er luftigt, har god smag, sej krumme og sprød skorpe.

mandag den 24. september 2012

Tebasser


Efter at have brugt utallige søndage med at læse de mange blogs, der findes på nettet om brød og kager, fik jeg lyst til at dele nogle af mine opskrifter med andre.




Og hvilken opskrift ville være mere passende end den opskrift, jeg nok har brugt allerflest gang og som på en måde også betyder enormt meget for mig.

Opskriften stammer fra min mor, der døde, da jeg var 21. Hun havde vist nok havde fundet opskriften i et ugeblad (sikkert Familie Journalen). Oprindeligt skulle der havreklid i "basserne", men da det ikke altid er nemt at finde og jeg ikke altid havde det herhjemme, når jeg fik lyst til at bage, prøvede jeg med havregryn. Det blev vores "basser" bestemt ikke ringere af. De bliver meget luftigere, når man bruger havregryn og jeg synes også, at de holder sig friske i længere tid.

Jeg har ofte forsøgt mig med alle mulige andre opskrifter på brød og boller, som min familie da også spiser velvilligt, men de lader alligevel skinne igennem, at de nu alligevel helst vil have tebasser - og det kan jeg altså ikke stå for, så jeg bager dem igen og igen. Faktisk har jeg bagt dem så tit, at jeg kan opskriften i hovedet og jeg er helt sikker på, at hvis jeg skulle ende op gammel og dement, så vil opskriften på tebasser være noget af det eneste, jeg husker!