Viser opslag med etiketten kaffe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kaffe. Vis alle opslag

lørdag den 7. november 2015

Kanelkage til 7.X.



7.X. skal have deres første klassearrangement i dag. Og til en klassearrangement hører selvfølgelig kage.

Kanelkage med kaffe/kakaoglasur er min datters yndlingskage, så det er selvfølgelig den jeg bager til hendes klasse.

Der er ingen æg i kagen og dejen kan bare røres sammen med en grydeske, så det er måske verdens nemmeste kage og den man nemt kan ty til, hvis barnet først kommer i tanke om at de skal have kage med aftenen inden arrangementet.

Og så smager den forrygende; svampet kage med mild kanel smag og den skønneste kakaoglasur med kaffesmag.

Den holder sig frisk i lang tid, så kagen kan sagtens bages dagen inden, den skal spises.

tirsdag den 25. februar 2014

Hummingbirds kaffekage

På mit første job, fik jeg engang at vide, at jeg nok skulle lære at drikke kaffe,  når jeg blev voksen.

Jeg var dengang 21 og lige startet i lære. Jeg var genert og usikker og det eneste jeg ville var at gøre mit arbejde så godt som muligt, så der blev lagt mindst muligt mærke til mig. Jeg sagde ikke min kollega, der kom med udsagnet om kaffe og min modenhed, imod, men jeg tænkte mit!

Jeg elsker duften af kaffe og smagen af kaffe i chokolade og kage, men jeg kan ikke drikke en kop kaffe. Jeg har prøvet - jeg føler mig snydt, når jeg får en tår af den bitre drik, som for mig smager af jord og slet ikke så lækkert og aromatisk, som det dufter.

Den her kage kommer fra The Hummingbird Bakery kagebog - min seneste nyerhvervelse. Den har en delikat smag af kaffe og kakao og er rigtig lækker med en skøn, blød flødeostefrosting med kaffe.


Kagen blev desværre lidt tør - jeg ved ikke, om jeg måske bagte den et par minutter for lang tid eller om det var fordi jeg kom en anelse mere kakao i dejen end der stod i opskriften. Jeg skriver opskriften, som den står i bogen (bortset fra, at jeg har halveret opskriften) - prøv dig frem med bagetiden.



Èn ting er helt sikkert - det er ikke sidste gang, jeg har bagt kaffekagen!

lørdag den 17. november 2012

Kanelcupcakes med chokomocca-ganache

Èn af min datters absolutte yndlingskager er kanelkage med chokolade/kaffeglasur - den har mild kanelsmag og glasuren får kagen til at blive helt konfektagtig.

Vi syntes at det kunne være rigtig sjovt at eksperimentere lidt med den opskrift og istedet lave den som en lækker, konfektagtig cupcake med en chokomoccaganache.



Kagen som sådan har jeg ikke lavet meget om på - dog har jeg brugt olie i stedet for smør, da jeg synes at cupcakes får en lækker sprød overflade, når man bruger olie i dejen. Jeg har også tilføjet æbler i små tern, lagt ind midt i kagen. Det giver en god saftighed og også lidt friskhed til en ellers ret sød og tung kage.
Ganachen er lavet af mørk chokolade, fløde og kaffesirup - den er ret mørk og heftig og nok ikke helt børnevenlig. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave den med halv mørk og halv lys chokolade - lys chokolade alene vil blive for sødt.

Kanelcupcakes med chokomocca-ganache

200 g sukker
0,5 dl olie
1 tsk kanel
200 g mel
1 tsk natron
2 1/2 dl kærnemælk
evt. 1 æble i små tern

Sukker og olie røres sammen med kanel. I dejen kommes mel, natron og kærnemælk og alt røres sammen.
Kommes i 10-12 muffinsforme og bages ved 200 grader i 15-20 min til dejen slipper en træpind.
Afkøles og pyntes med chokomocca-ganache


Chokomocca-ganache

150 g mørk chokolade
1 1/2 dl piskefløde
1-2 spsk kaffesirup

Chokoladen hakkes og kommes i en skål sammen med kaffesirup. Fløden varmes op til kogepunktet og hældes over chokoladen, men der røres til chokoladen er smeltet. Køles helt af og piskes derefter forsigtigt til den er cremet og luftig.

Kaffesirup

50 g sukker
0,5 dl stærk kaffe

Sukker og kaffe koges op. Bobler i 5 min og hældes over i en ren skål. Afkøles.




Velbekomme!