Viser opslag med etiketten kanel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kanel. Vis alle opslag

mandag den 26. december 2016

Nytårsdessert: vinterlig chokoladedrøm med glaskaramel



Når nu julen er veloverstået med masser af lækker julemad, konfekt og chokolade er det tid til at tænke på nytåret og ikke mindst, nytårsdesserten.

Mit bud på en nem nytårsdessert, som kan forberedes dagen inden eller om formiddagen på nytårsaftensdag, og blot bages lige inden servering, er denne lækre lille chokoladedrøm.


Den smager julet af kanel, vanilie og appelsin og er blød og lækker.

Jeg har valgt at pynte den med lidt glaskaramel og tænker, at den kan serveres med en kugle god vanilieis og nogle friske bær.

Nemt, lækkert og ikke alt for tungt oven på al den fede julemad!


lørdag den 7. november 2015

Kanelkage til 7.X.



7.X. skal have deres første klassearrangement i dag. Og til en klassearrangement hører selvfølgelig kage.

Kanelkage med kaffe/kakaoglasur er min datters yndlingskage, så det er selvfølgelig den jeg bager til hendes klasse.

Der er ingen æg i kagen og dejen kan bare røres sammen med en grydeske, så det er måske verdens nemmeste kage og den man nemt kan ty til, hvis barnet først kommer i tanke om at de skal have kage med aftenen inden arrangementet.

Og så smager den forrygende; svampet kage med mild kanel smag og den skønneste kakaoglasur med kaffesmag.

Den holder sig frisk i lang tid, så kagen kan sagtens bages dagen inden, den skal spises.

søndag den 10. maj 2015

Havregrødskage

Havregrødskagen er en rigtig lækker bradepandekage, som holder sig svampet og frisk i lang tid. Faktisk er den  næsten bedre på andendagen end når den er friskbagt.




Jeg har reduceret lidt i sukker- og fedtstofmængden og det klarer kagen fint - smagen er stadig god og konsistensen er svampet.


tirsdag den 4. november 2014

Kanelmazarin med æblemousse

Denne dessertkage er den dejligste, jeg har smagt længe.


Den søde, svampede mazarinkage med diskrete kanelnoter får et fantastisk modspil af syrlige æbler og cremet fløde - den smager som en bid af himlen.


Opskriften her jeg fundet hos Madsymfonien.


Jeg har ikke ændret meget i opskriften - jeg har dog erstattet æblemosen med mit hjemmelavede æblesmør.
Min søde veninde havde foræret mig nogle små, vilde æbler med masser af smag og syrlighed, men jeg orkede bare ikke at skrælle dem , så derfor lavede jeg en let krydret æblesmør (æblemosen er kogt ind med en vaniliestang og en kanelstang og ikke andet for ikke at blive for gennemtrængende i smagen).


Jeg lavede en dobbeltportion af opskriften og lavede en stor kage i stedet for en masse små.


Næste gang jeg skal lave kagen, vil jeg nøjes med at lave en enkeltportion, for det er en intens kage og skiverne bliver lige store nok. Jeg skriver opskriften, som jeg lavede den - så må du selv lave regnestykket!


Der er lidt arbejde i at lave en moussekage, men bunden kan bages flere dage i forvejen og fryses ned og kagen kan samles dagen inden den skal serveres, så man behøver ikke få stress over at skulle servere denne lækre kage.


Og den er virkelig lækker - og hele besværet værd!

tirsdag den 4. marts 2014

Kanelkage med æble og squash


I et forsøg på at lave en lidt sundere kage, har jeg taget min datters yndlingskage og reduceret indholdet af fedt. sukker. Samtidigt har jeg tilført revet æble og squash - det giver både dejlig sødme, men også saftighed til kagen.



Det her er en god klassestimekage - egentligt skal den pyntes med kakaoglasur tilsat lidt kaffe og smør. Hvis du vil holde kagen sund, så smelt lidt mørk chokolade (70% eller derover) og sprøjt over i tynde striber. Kagen kan også fint spises uden glasur.


Det gode ved den her kage er, foruden den dejlige kanelsmag, at den holder sig frisk i rigtigt lang tid.

søndag den 9. februar 2014

Kanelsneglekage

Kanelsnegle er bare fantastiske - når de er friskbagte.

Men de bliver hurtigt tørre og kedelige. Nogle gange synes jeg endda, de kan være lidt tørre i den yderste kant, selv når de er helt friskbagte.



Løsningen på det, synes jeg, er først og fremmest at spise dem hurtigst muligt (det er ikke noget problem)!!! Og så at bage dem som en kage, hvor man sætter dem tæt sammen i en lille bradepande. De får ikke den tørre kant og det snask, der evt. siver ud af sneglene under bagningen bliver i bradepanden sammen med alle sneglene.

Skulle man ikke få spist hele kagen den første dag, kan den sagtens varmes forsigtigt i ovnen dagen efter - og skulle det helt utænkelige ske, at man ikke lige har lyst til kanelsnegle dagen efter, så kan kagen også fryses.


Jeg bruger opskriften på kanelsnegle fra Amo - jeg skriver den helt som den står i bogen.

søndag den 1. december 2013

1. søndag i advent: Pebernødder med appelsinskal og pebernøddekrydderi fra Mill & Mortar




Pebernødder hører julen til, synes mine børn...

Og så bager jeg da pebernødder til dem - bare de gider trille, for jeg magter simpelthen ikke at trille 250 pebernødder...;o)

De sidste mange år har vi brugt opskriften fra Arla på pebernødder med appelsinskal og kardemomme - de er lyse og sprøde og, vigtigst af alt, de smager ikke af brunkager!!

Sidste år fik jeg en dåse pebernøddekrydderi fra Mill & Mortar, som min søde mand, havde købt til mig ved Aakjærs i Esbjerg. Jeg havde ikke lyst til at droppe den gamle gennemprøvede opskrift, så i stedet har jeg brugt lidt af pebernøddekrydderiet i stedet for de foreslåede krydderier i Arlas opskrift til min opskrift - hvilket de bestemt ikke blev ringere af. Smagen blev bare en smule mere intens og julet, med en varm eftersmag af peber - mums.


torsdag den 17. oktober 2013

Langt om længe....græskarkage!

Jeg ved godt, at jeg for snart længe siden lagde billeder af græskarkage op på Facebook og lovede en opskrift - og jeg er rigtig ked af, at jeg ikke har fået gjort noget ved det. Har kun dårlige undskyldninger...kunne ikke finde billederne, kunne ikke huske, hvor opskrifterne stammer fra, har ikke haft tid....Men nu - nu kommer opskriften altså på kagen og snart kommer opskriften også på brødet.


mandag den 25. marts 2013

Gulerodskage med flødeostefrosting

Hele mit hus dufter af den vidunderligste gulerodskage - en skøn duft af kanel, appelsin og lækker rørsukker.


lørdag den 17. november 2012

Kanelcupcakes med chokomocca-ganache

Èn af min datters absolutte yndlingskager er kanelkage med chokolade/kaffeglasur - den har mild kanelsmag og glasuren får kagen til at blive helt konfektagtig.

Vi syntes at det kunne være rigtig sjovt at eksperimentere lidt med den opskrift og istedet lave den som en lækker, konfektagtig cupcake med en chokomoccaganache.



Kagen som sådan har jeg ikke lavet meget om på - dog har jeg brugt olie i stedet for smør, da jeg synes at cupcakes får en lækker sprød overflade, når man bruger olie i dejen. Jeg har også tilføjet æbler i små tern, lagt ind midt i kagen. Det giver en god saftighed og også lidt friskhed til en ellers ret sød og tung kage.
Ganachen er lavet af mørk chokolade, fløde og kaffesirup - den er ret mørk og heftig og nok ikke helt børnevenlig. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at lave den med halv mørk og halv lys chokolade - lys chokolade alene vil blive for sødt.

Kanelcupcakes med chokomocca-ganache

200 g sukker
0,5 dl olie
1 tsk kanel
200 g mel
1 tsk natron
2 1/2 dl kærnemælk
evt. 1 æble i små tern

Sukker og olie røres sammen med kanel. I dejen kommes mel, natron og kærnemælk og alt røres sammen.
Kommes i 10-12 muffinsforme og bages ved 200 grader i 15-20 min til dejen slipper en træpind.
Afkøles og pyntes med chokomocca-ganache


Chokomocca-ganache

150 g mørk chokolade
1 1/2 dl piskefløde
1-2 spsk kaffesirup

Chokoladen hakkes og kommes i en skål sammen med kaffesirup. Fløden varmes op til kogepunktet og hældes over chokoladen, men der røres til chokoladen er smeltet. Køles helt af og piskes derefter forsigtigt til den er cremet og luftig.

Kaffesirup

50 g sukker
0,5 dl stærk kaffe

Sukker og kaffe koges op. Bobler i 5 min og hældes over i en ren skål. Afkøles.




Velbekomme!

onsdag den 3. oktober 2012

Krydret æbletærte med smuldredej


Èn af mine bedste efterårsminder stammer hjemme fra min mormor, som var helt fantastisk til at bage. Man kom aldrig på besøg hos hende, uden at der blev serveret hjemmebagt brød til kaffen.



Hun havde en ret stor køkkenhave med mange bærbuske og ikke mindste æbletræer. Når æblerne var blevet plukket af træet, blev de opbevaret i hendes værksted, som derfor altid duftede helt fantastisk af lækre æbler - og derfor kan jeg simpelthen ikke gå forbi duftende æbler i dag uden at skulle købe nogle med hjem. Og når man så er kommet til at forkøbe sig i lækre æbler, hvad gør man så? Jo, man bager da en æbletærte med smuldredej - det er noget af det lækreste og rent faktisk også rigtigt nemt, så bare giv jer i kast med at bage..