lørdag den 8. marts 2014

Jeg øver og øver...

Endnu en lørdag eftermiddag er gået med at bage macerons - og det der med at øve sig virker faktisk!

Nu har de det rigtige udseende - med fod og alt muligt ;)!

Men de første gange, har jeg lavet cirkler på størrelse med en femkrone, men så synes jeg bare, at det var lidt besværligt med alle de små cirkler, så jeg bestemte mig for at bruge min mindste udstikkerform, som så ikke er så lille endda. Med det resultat, at jeg fik 12 bunde ud af den portion, jeg plejer at lave, som normalt giver det dobbelte. Og macarons skal altså være små - helst ikke mere en enkelt eller to bidder. 

Men OK - smagen og udseendet er på plads, så nu tror jeg snart, at jeg er klar til komme med en opskrift.

Men indtil da, så kan I lige nyde et billed af mine macarons:


Jeg har lagt tre af disse lækre macarons sammen med saltet karamel og de sidste tre med en creme rørt af mascapone og ristet hasselnøddepasta fra Callabaut - den sidste slags smager næsten ligesom nutella.

tirsdag den 4. marts 2014

Kanelkage med æble og squash


I et forsøg på at lave en lidt sundere kage, har jeg taget min datters yndlingskage og reduceret indholdet af fedt. sukker. Samtidigt har jeg tilført revet æble og squash - det giver både dejlig sødme, men også saftighed til kagen.



Det her er en god klassestimekage - egentligt skal den pyntes med kakaoglasur tilsat lidt kaffe og smør. Hvis du vil holde kagen sund, så smelt lidt mørk chokolade (70% eller derover) og sprøjt over i tynde striber. Kagen kan også fint spises uden glasur.


Det gode ved den her kage er, foruden den dejlige kanelsmag, at den holder sig frisk i rigtigt lang tid.

søndag den 2. marts 2014

Svenske semlor - fastelavnsboller på en anden måde

Jeg følger mange rigtig dygtige madbloggere, som alle inspirerer mig rigtigt meget. En af dem er Linn Grubbstrom, som er en svensk pige, der bor i København. Hun laver nogle virkeligt dejlige ting og hendes blog er en god blanding af danske og svenske opskrifter. Find hende på frokenkraesen.com.



Det er på hendes blog, at jeg har fundet opskriften på de svenske semlor, som er en gærdejsbolle, der bages med kardemomme. Når bollen er bagt og afkølet, skæres toppen af, bollen udhules og krummen røres sammen med revet marcipan og lidt mælk. Blandingen kommes tilbage i den udhulede bolle og ovenpå kommes flødeskum og "låget". Bollerne drysses med flormelis inden servering.

Jeg har fulgt Frøkens Kræsens opskrift, men har tilføjet lidt hindbærsirup til fyld og flødeskum. Det giver den smukke lyserøde farve og tilfører lidt syrlighed og friskhed, til den fede fløde.

Siruppen har jeg lavet ved at varme nogle frosne hindbær op i en kasserolle sammen med 2 spsk. sukker. Når hindbærrerne er begyndt at tø op og afgiver saft, så har jeg siet dem og kommet saften tilbage i gryden sammen med endnu en spsk. sukker. Lad saften koge lidt ind og stil den på køl.