søndag den 6. april 2014

Glutenfrie muffins med Nutella i midten

Min søn har i denne weekend haft en efterskolekammerat på besøg. Og det er dejligt på mange måder, men ikke mindst dejligt at se sønnike trives og være omgivet af venner.

Nå, men altså det udfordrede jo også bagekonen, fordi sønnikes kammerat har glutenallergi, så det satte lidt krav til vores mad og brød i weekenden. Heldigvis gav det mig også anledning til at bage nogle vildt lækre muffins, som jeg havde set hos Chocolat.dk, nemlig de lækre Cashewmuffins med nutallamidte.


Jeg havde ingen cashewnødder, så jeg brugte hasselnødder i stedet for - men tænkte, når nu Nutella er lavet af hasselnødder, så er det vel OK med hasselnødder i stedet for cashewnødder. Og det var det bestemt.


Opskriften er rigtig nem og muffins'ene bliver dejligt luftige og velsmagende.

torsdag den 3. april 2014

Mit chokoladeidol kommer til Esbjerg!

I morgen kommer dygtige Anne Au Chocolat til Esbjerg. 

Hun signerer sin og Majas (chocolat.dk) kogebog "Lykken er chokolade" i morgen mellem kl. 14 og 17 og deler lækre hjemmelavede chokolader ud.

Jeg er desværre på arbejde og kan ikke deltage, men hvis I har mulighed for det, så tag ned i Bo's skønne butik og mød dygtige Anne.



Hornbækkage - en mislykket første gang

Vi har lige fået lagt nyt gulv i vores lille kontor og det krævede at vi tømte kontoret. Og når vi alligevel var i gang med at tømme kontoret, så kunne vi jo ligeså godt rydde op i noget af alt der skrammel, vi havde fået lagt derind.

Ud af alt det skrammel dukkede en kasse med opskrifter (tror nok, at de hedder noget med Chefkokken) som min mor havde samlet, da hun var ung. Som barn sad jeg tit og kiggede opskrifterne igennem, så det var helt nostalgisk at gense dem. Og da jeg alligevel sad hjemme ved det kyssesyge-ramte yngstebarn, så kunne jeg jo ligeså godt afprøve nogle af dem.

Valget faldt på Hornbækkagen, som er en sukkerbrødskage med marengs på toppen - lidt ligesom Bedstefars Skæg, men med den forskel, at der er tilsat rasp og mandelessens til marengsmassen. Lækkert synes vi, at det lød, så jeg gav mig i kast med kagen. 

Men vi blev helt vildt skuffede....for aldrig har jeg da fået tørrere kage!! Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke (for en gangs skyld) og bagte den faktisk næsten 10 min mindre end der stod i opskriften, men bunden var næsten ligeså hård som en mørdej (men ikke ligeså lækker) og marengsen var brændt, selvom den var dækket med stanniol.

Er der nogen af jer, der har prøvet at bage Hornbækkagen?
Har I haft samme oplevelse som mig eller gør I noget anderledes?

Jeg skriver lige opskriften til dem, der ikke har prøvet den - så kan I måske prøve den og skrive til mig, hvad I synes?