torsdag den 20. marts 2014

Mørdejsstænger med frugt

De kager min mormor bagte var ikke store flotte lagkager i flere etager eller fine små kager med flotte, franske navne.

De kager min mormor bagte var hverdagskager, som sirupskage, sandkage, chokoladekage og en roulade i ny og næ. Og så selvfølgelig småkager. Min mormors kagedåser var altid fyldte.

Til festlige lejligheder lavede hun en lagkage med hindbærmarmelade, makroner og vaniliecreme.


En af de hverdagskager, min mormor bagte var mørdejsstænger med frugt. Det er en simpel kage/småkage, som helt enkelt består af udrullet mørdej, som smøres med marmelade, sveskemos eller moste bær blandet med lidt sukker. De smager allerbedst helt nybagte, hvor mørdejen er sprød, men de kan sagtens holde sig nogle dage i en kagedåse - de bliver bare lidt bløde hen ad vejen.




Mørdejsstænger (2 stk.)


225 g mel
75 g flormelis
150 g koldt smør
1 stort sammenpisket æg


Fyld

3-4 spsk. brombærmarmelade (eller den slags, du bedst kan li')

Sveskemos
120 g svesker
2 spsk. vand


Kom mel, flormelis og det kolde smør op i din røreskål.


Tilsæt ægget lidt af gangen og saml hurtigt dejen.


Pak dejen ind i film og kom den på køl i ½-1 time.


Lav imens sveskemosen:


Kom sveskerne og vandet i en kasserolle og lad dem simre i 30-40 min. til de er møre.


Køl sveskerne let af og blend dem til mos med en stavblender.


Tænd ovnen på 200 grader.


Tag den afkølede mørdej og del den i to stykker.


Drys mel på bordet


Rul de to stykker mørdej ud til aflange stykker (ca. 10x20 cm).


Smør fyldet på midten af de udrullede mørdejsstykker.


Fold siderne ind over fyldet på den lange led. Fold de korte ender ind.


Pensl stængerne med sammenpisket æg og drys med fx rørsukker eller hakkede mandler.


Bag stængerne i 15-20 min. til de er sprøde og gyldne.


Lad stængerne køle af på en bagerist, hvorefter de skæres ud i skrå snitter med en savtakket kniv.









Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!