lørdag den 2. marts 2013

Nemme madboller med soltørrede tomater

Disse boller er bagt på opfordring af min store dreng, som elsker soltørrede tomater.

Opskriften er med inspiration fra Arla, men der er ændret på meltype og mængde, ligesom jeg har kommet de soltørrede tomater i dejen i stedet for at komme dem ovenpå bollerne.



Bollerne smager lidt af pizza og er skønne at spise som de er, men sikkert også fantastiske med et stykke skinke eller kylling i.

Madboller med soltørrede tomater (10-12 stk)

15 g gær
½ l koldt vand
1 spsk honning
1½ tsk salt
100 g italiensk fuldkornsmel
6-700 g italiensk mel
80 g soltørrede i olie (jeg købte hakkede i Netto - det var dejligt nemt :o))
50 g revet mozzarella
1 spsk oregano

Rør gæren ud i det kolde vand.
Tilsæt alt fuldkornsmelet, ca. 400 g af det italienske mel, salt, honning og de soltørrede tomater.
Rør dejen sammen og tilsæt efterhånden det sidste mel.
Dejen skal være glat og sammenhængende, men ikke for tør.
Smør en skål med lidt olivenolie og kom dejen op i skålen. Lad dejen hæve i køleskabet natten over.

Næste dag:
Tag dejen ud af køleskabet og kom dejen ud på et meldrysset bord.
Fold dejen ind over sig selv 2-3 gangen og del dejen i 10-12 stykker. Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir - de behøver ikke trilles (det er også meget nemmere uden...).
Tryk en lille fordybning i bollerne og køb lidt ost og oregano i fordybningen.

Tænd for ovnen på 200 grader og lad bollerne hæve, mens ovnen varmer op.
Bollerne bages i ca. 25 minutter, til de er gennembagte og osten er smeltet og gylden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!