søndag den 2. februar 2014

Gulerodsboller med sigtemel og havregryn

Jeg har sikkert skrevet det mange gange, men stort set hver eneste weekend bager jeg tebasser. De er fantastiske at have i fryseren til de der travle hverdage. Pga. deres lidt flade form er de nemme at tø op og riste på brødristeren. De smager dejligt både med Nutella og syltetøj, men er også skønne som sandwichbrød med fx skinke og ost eller med hønsesalat.

Men indimellem, så bliver jeg bare træt af at lave det samme igen og igen. Så er jeg nødt til at nyopfinde de der evindelige boller.

I lørdags blev det til en udgave med sigtemel og gulerødder - bare lige fordi, at jeg havde købt en pose sigtemel i Netto og jeg havde to gulerødder i køleskabet, der lå og skreg på at blive brugt.

Bortset fra det er opskriften den samme, som til tebasserne og de er også rullet og stukket ud - fordi de så er rigtig gode at have med i madpakken.

Er de bedre end tebasser? Døm selv!

Gulerodsboller med sigtemel og havregryn ca. 25 stk.

1 l skummetmælk
½ dl flydende margarine
50 g gær
6 dl havregryn
600 g sigtemel
5-600 g hvedemel
3 tsk. salt
3 tsk. honning
2 store revne gulerødder (ca. 300 g)

Lun mælken.

Udrør gæren i den lune mælk.

Tilsæt havregryn, gulerødder, sigtemel, flydende margarine, salt og honning.

Tilsæt 2/3 af hvedemelet. Resten tilsættes lidt efter lidt, indtil dejen er fast og smidig, men ikke tør (skal føles lidt som tyggegummi).

Rør dejen godt på røremaskine - 10-15 min - til dejen samler sig om dejkrogen og slipper skålens sider.

Stil dejen til hævning i 1 time.

Når dejen er færdighævet (til ca. dobbelt størrelse), vendes den forsigtigt ud på et meldrysset bord, æltes kortvarigt ved at trække og folde dejen. Herefter deles dejen i to stykker.

Læg det ene stykke til side.

Drys bordet med mel.

Rul dejen ud i ca. 1-1½ cm tykkelse og udstik dejen med en udstikker eller et glas, der er ca. 8-10 cm i diameter.


Når du ikke kan stikke flere boller ud af det første stykke, så fortsæt med det andet stykke. Herefter samles resterne fra de to stykker, æltes let sammen og udrulles igen. Dette gentages indtil, der ikke er mere dej.


Bollerne kommes på bageplader med bagepapir (jeg plejer at have 3 plader med 9 boller på hver).


Efterhæver tildækket i ½ time.


Bages ved 250 grader i 9-12 minutter,


Note:
Det her er en ret stor portion, som kræver at dejen røres på en røremaskine, da den ellers bliver alt for tung at ælte.
Du kan evt. halvere opskriften og lave bollerne lidt mindre - så skulle det kunne lade sig gøre at lave dejen i hånden.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!