søndag den 9. februar 2014

Kanelsneglekage

Kanelsnegle er bare fantastiske - når de er friskbagte.

Men de bliver hurtigt tørre og kedelige. Nogle gange synes jeg endda, de kan være lidt tørre i den yderste kant, selv når de er helt friskbagte.



Løsningen på det, synes jeg, er først og fremmest at spise dem hurtigst muligt (det er ikke noget problem)!!! Og så at bage dem som en kage, hvor man sætter dem tæt sammen i en lille bradepande. De får ikke den tørre kant og det snask, der evt. siver ud af sneglene under bagningen bliver i bradepanden sammen med alle sneglene.

Skulle man ikke få spist hele kagen den første dag, kan den sagtens varmes forsigtigt i ovnen dagen efter - og skulle det helt utænkelige ske, at man ikke lige har lyst til kanelsnegle dagen efter, så kan kagen også fryses.


Jeg bruger opskriften på kanelsnegle fra Amo - jeg skriver den helt som den står i bogen.


Kanelsneglekage (passer til en lille bradepande)
50 g gær
100 g smør eller 1 dl. flydende margarine
50 g sukker
1 æg
2 dl. lunken mælk
1/4 tsk. salt
400 g hvedemel
Remonce
100 g blødt smør
100 g brun farin
2-3 tsk. kanel
Start med at lave dejen til kanelsneglene.
Smelt smørret og kom mælken ned i gryden til smørret. Lun det forsigtigt, indtil det er håndvarmt.
Udrør gæren i den lune mælk. Tilsæt salt, sukker, æg og 2/3 af melet.
Tilsæt resten af melet lidt af gangen, indtil dejen er glat og smidig. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet - dejen må ikke blive tør, for så bliver dine kanelsnegle tunge og tørre.
Stil dejen til hævning et lunt sted i 30 min. Dæk skålen til.
Lav imens remoncen:
Rør smør, brun farin og kanel sammen til en ensartet masse. Lad det stå på køkkenbordet.
Nu er dejen færdighævet.

Drys mel på køkkenbordet og hæld forsigtigt dejen herud.
Ælt forsigtigt ved at trække og folde dejen.

Rul herefter dejen ud til en rektangel - ca. 30 x 40 cm.

Smør remoncen på og rul dejen sammen på den lange led.



Skær dejen i snegle, der er ca. 1½ til 2 cm. tykke.

Kom sneglene op i en lille bradepande, der er foret med bagepapir.

Lad sneglene hæve tildækket i ca. 30 min.

Pensl med æg.
Bag nu kagen ved 225 grader i ca. 15-20 min.


Lad sneglene køle af og pynt dem med glasur og krymmel eller frysetørrede bær.

4 kommentarer:

  1. Kanelsnegle er min yndlingskage, gærdejskager er generelt et hit - så nu er jeg sgu blevet kagesulten. Nøj,det ser lækkert ud.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anne. Tak for din søde kommentar. Jeg er også vild med gærdejskager - og jeg bli'r helt vildt lækkersulten, når jeg tænker tilbage på den lækre kage, som blev bagt til mine dejlige veninder :)
      /Lene

      Slet
  2. Åh ja, kanelsneglekage.. Hvor er det længe siden jeg sidst bagte sådan en! Måske skal det være weekendkagen ;-)

    Jeg bager altid mine kanelsneglekager i lidt høje runde forme og på en af de nederste riller, og så giver jeg dem kun 180 grader og skruer så op til allersidst for at give sprødheden. Efter de har været i ovnen i 5-7 minutter får siderne lige en ny pensling af mælk blandet med en smule flydende smør. På den måde synes jeg faktisk man undgår de tørre kanter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Fru Familiefarvelade.
      Tak for tippet - det vil jeg afprøve.
      Lene

      Slet

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!