Denne tærte er en klassisk jordbærtærte, som den man kan købe ved bageren med mørdejsbund, mazarinmasse og lækker, lækker hvid chokoladecreme - en rigtig kaloriebombe, som også er en smule tidskrævende at lave, men tilgengæld så er den sindsygt lækker.
Klassisk jordbærtærte
Mørdej
150 g mel
50 g flormelis
100 g koldt smør
1 sammenpisket æg
Bland mel og flormelis.
Skær smørret i små tern og smuldr det i dejen.
Saml hurtigt dejen med ægget.
Pak dejen ind i staniol eller film og læg den på køl nogle timer.
Hvid chokoladecreme
185 g hvid chokolade (en hel plade fra Marabou)
1/4 piskefløde
½ vaniliestang (kan sagtens være en tom stang)
2 blade husblas
Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min.
Hak den hvide chokolade og kom den i en stor skål.
Varm fløden op til kogepunktet sammen med vaniliestangen
Hæld ca. halvdelen af fløden over den hvide chokolade og rør til chokoladen er smeltet.
Hæld resten af fløden over chokoladen. Knug husblassen fri af vandet og kom det op i den varme chokoladefløde. Rør godt rundt.
Dæk skålen med film - helt ned på cremen - og sæt cremen på køl i mindst 5 timer.
Mazarinmasse
125 g marcipan
125 g sukker
75 g blødt smør
2 æg
30 g mel
Riv marcipanen. Rør den blød sammen med smør og sukker.
Kom æggene i og rør godt.
Vend melet i marcipanmassen.
Pynt
1 bk. søde, røde jordbær
50 g mørk chokolade
Samling af tærten
Tænd ovnen på 175 grader.
Tag den afkølede mørdej ud af køleskabet.
Rul den ud på et meldrysset bord til en størrelse, så den passer til din tærteform.
Kom mørdejen op i tærteformen og tryk den fast. Skær overskydende dej af. Tærteformen skal ikke smøres, for så falder dejen ned af kanterne.
Kom mazarinmassen op i tærteformen og glat den ud.
Bag bunden i ca. 45 min ved 175 grader. Hvis den bliver lidt mørk oven på, kan den evt. dækkes med lidt staniol.
Når bunden kommes ud af ovnen, rives der straks lidt mørkt chokolade hen over bunden.
Lad bunden køle af.
Når bunden er helt kold, tages chokoladecremen ud af køleskabet og piskes forsigtigt op, så det bliver luftigt.
Cremen kommes ovenpå den kolde bund. Herpå kommes halve jordbær.
Lad kagen stå i køleskabet (hvis du har viljestyrke til det - ellers så spiser du den bare med det samme...;)) indtil den skal spises.
Velbekomme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!