søndag den 22. december 2013

4. søndag i advent: Dumle med lakrids

Nu ved jeg godt, at jeg skrev før, at guldkarameller er mine favoritter, men Dumle med lakrids kommer meget tæt efter guldkaramellerne.




Opskriften er næsten den samme som guldkaramellerne - der er bare tilsat lakridssirup til karamellen.

Inden chokoladen er helt størknet, har jeg drysset karamellerne med lidt lakridspulver - det er ret lækkert med salmiaksmagen til den søde chokolade.


Lakridskarameller ca. 25 stk.

1/4 dl. piskefløde
125 g sukker
62 g glucosesirup
3 spsk. sød lakridssirup

Kom fløde, sukker og glucosesirup op i en tykbundet gryde - hvis du har en med sliplet belægning, så er den rigtig god, fordi den er nem at gøre ren bagefter.

Varm op til kogepunktet.

Nu skal karamellen småkoge i 15-20 min. Rør engang imellem.

Karamellen skifter farve fra lys til mørk undervejs. Når massen begynder at blive tyk og let slippe grydens bund, så er det tid til at lave kugleprøven:

Gør et glas klar med iskoldt vand (gerne med isterninger i). Kom en smule af karamelmassen op i det meget kolde vand.
Lad det køle af og tag herefter karamellen op af vandet. Hvis karamellen kan samles til en elastisk kugle, så er karamellen klar. Hvis ikke, så lad det koge lidt endnu og gentag kugleprøven.

Når karamellen er klar tilsættes lakridssirup. Herefter skal karamellen koge ca. 5 min mere, så den ikke bliver for blød.

Karamellen kommes op i en form (ca. 10x5 cm), som er foret med bagepapir.

Lad karamellen køle af på køkkenbordet i et par timer og kom derefter karamellen i køleskabet - gerne til næste dag.

Når karamellen er fuldstændigt afkølet kan den skæres ud.

Smør en skarp kniv med lidt madolie. Skær karamellen ud i tern i den størrelse, du kan lide.

Kom karamellerne tilbage på køl - pak dem evt. ind enkeltvis i madpapir.

Dumle

15 lakridskarameller fra køl
100 g chokolade

Smelt 2/3 af chokoladen over vandbad. Kom resten af chokoladen op til den smeltede chokolade.

Dyp de kolde karameller i den varme chokolade.

Stil dem til tørring på et fad dækket med bagepapir. Kom dem evt. på køl, så de hurtigt sætter sig.

Så kan du nyde de lækre Dumle med lakrids..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!