søndag den 8. december 2013

2. søndag i advent: Brunkager efter Claus Meyers opskrift

Brunkager hører julen til, men jeg bager dem ikke hvert år, for vi har svært ved at spise os igennem en hel portion og der er så mange andre lækre småkager, som jeg bedre kan li'!

I år ville jeg prøve en ny version, så jeg ledte lidt på nettet efter inspiration.






Denne udgave er fra Claus Meyer, men tilsat lidt pistacie bresilienne fra Callabaut - bresilienne kendte jeg ikke i forvejen og jeg har heller ikke kunnet finde en forklaring på, hvad det egentligt er, men det er meget finthakkede pistacienødder, hvoraf nogle er let karamelliserede. Helt vildt lækkert!!

I Claus Meyers opskrift er krydderimængden angivet i gram - min vægt var desværre ikke helt nøjagtig nok og jeg tror måske ikke, at jeg fik helt nok krydderi i, for jeg synes de smager mest af brun sukker og sirup og ikke så meget af julekrydderier. Jeg tilsatte også lidt ingefær - det hører sig ligesom lidt til brunkager og jul, synes jeg.

Brunkager ca. 75-100 stk.

200 g smør
150 g sirup
75 g brun farin
125 g sukker
5 g stødte nelliker
5 g stødt allehånde
5 g stødt kanel
5 g stødt ingefær
5 g potaske udrørt i 2 spsk. vand
40 g hakkede mandler
25 g pistacie bresilienne - (evt. finthakkede usaltede pistacienødder)
Fintrevet appelsinskal fra ½ økologisk appelsin
400 g mel
 
Vej mel og krydderier af og bland dem sammen.
 
Kom den fintrevne appelsinskal i melet.
 
Kom smør, sirup, sukker og brun farin i en kasserolle. Varm det langsom op indtil sukkeret er smeltet og blandingen er lun.
 
Udrør potasken med koldt vand og kom det op i gryden til smør- og sukkerblandingen.
 
Kom herefter smør- og sukkerblandingen op i melet og saml hurtigt dejen.
 
Tilsæt de hakkede nødder.
 
Nu kan dejen enten trilles i tykke stænger eller kommes op i en firkantet form, foret med bagepapir.
 
Herefter stilles dejen på køl i 3-4 timer, men gerne til dagen efter eller måske til næste weekend?
 
Bagning af småkagerne
 
Tag dejen ud af køleskabet og skær den i meget tynde skiver.
 
Småkagerne kommes på en bageplade med bageplade. Husk at have en smule afstand imellem, da brunkagerne hæver en smule under bagningen.
 
Brunkagerne bages i 6-7 min ved ca. 200 grader.
 
Køler af på en bagerist.
 
Tip!
 
Brunkagerne bliver sprøde, når de er afkølet. Skulle nogle af dine brunkager ikke være blevet helt sprøde, så kan du komme dem i ovnen igen i 2 min, inden de er helt kolde. Så skulle de gerne være blevet sprøde!
 
5 g af de forskellige krydderier svarer ca. til 2 tsk.
 
 
 
Glædelig 2. søndag i advent .o)
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!