Hos os er julepynten pillet ned, træet smidt væk og det sidste juleslik næsten udryddet.
Men hvad skal man så bage.... Man skal da bage fastelavnsboller!
Jeg er ikke så vild med dem man køber - altså de store af wienerbrødsdej med fløde og creme og marcipan. Jeg kan sådan set fint spise både fløden og cremen og marcipanen, men den tørre wienerbrødsdej - nej tak!
Derfor har jeg, siden børnene var små, selv bagt fastelavnsboller af helt almindelig (læs: lidt fed) gærdej. Oftest er de fyldt med vaniliecreme (det er familiens favorit), indimellem kommer jeg også andet i, som marmelade, marcipan eller frugt - det er til moren og gæsterne!
Så da jeg stod og kiggede ned i kagedåsen med konfekt og overvejede om det skulle smides ud og samtidigt stod med et par gamle rynkede æbler, tænkte jeg - hvorfor ikke komme det i fastelavnsbollerne?
Derfor er det blevet til to hold fastelavnsboller i dag: fastelavnsboller med vaniliecreme og fastelavnsboller med konfektfyld og æbletern - den sidste slags får mine kollegaer glæde af i morgen, har jeg besluttet!
Skal lige huske at skrive at opskriften er med inspiration fra Karolines Køkken, men der er lavet lidt om på mængden af gær og smør og så har jeg tilsat en anelse salt til dejen.
Fastelavnsboller (32 stk)
2 dl mælk
75 g gær
125 g blødt smør
2 æg
8 spsk sukker
½ tsk salt
ca. 750 g hvedemel
Lun mælken (evt. sammen med smørret) og udrør gæren i den lunede mælk. Tilsæt æg, smør (hvis du ikke allerede har gjort det), sukker, salt og 2/3 af melet. Rør sammen og tilsæt efterhånden mere mel til dejen er glat og sammenhængende. Det er vigtigt ikke at få tilsat for meget mel til dejen, da bollerne ellers bliver ret tørre og svære at lukket omkring fyldet.
Dejen æltes i 5-10 på røremaskine eller i hånden og må gerne være fedtet og blank, men skal ikke klistre.
Hæver 1 time ved stuetemperatur.
Imens laves fyldet:
Vaniliecreme (passer til en ½ portion dej - altså 16 boller)
1 æg
2 spsk sukker
2 dl mælk
1 ½ spsk hvedemel
korn fra ½ stang vanilie
Kom mel og sukker op i en gryde sammen med ægget. Skrab vaniliekornene ud og arbejd dem fra hinanden med en smule af sukkeret. Kom dette op i gryden. Rør sammen til massen er glat og uden klumper. Tænd for kogepladen og kom mælken i lidt af gangen, men du rører.
Så skal der bare røres uafbrudt indtil cremen koger. Skru ned og lad koge i 1 min under omrøring.
Cremen kommes op i en kold skål, dækkes med film (læg filmen helt ned på cremen) og kommes i køleskab til afkøling.
Konfektfyld
100 g blandet konfekt (chokolade, marcipan, nougat)
1 stort æble
Konfekt og æble hakkes i små tern og blandes.
Når fyldet er klart og dejen hævet, æltes dejen let på et meldrysset bord. Dejen deles i to dele, som rulles ud til en firkant ca. 40 x 40 cm, som skæres 3 gange på hvert led, så der bliver 8 dejfirkanter. Fyldet fordeles nu på firkanterne og disse lukkes godt om fyldet og sættes på en bageplade med sammenføjningen nedad.
Efterhæver 45 min.
Bager ca. 10-12 min ved 225 grader.
Pyntes med glasur og hvad man ellers kan finde på...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!