søndag den 5. maj 2013

Blondie med hindbær og mandler og lidt om løst og fast....

Der har været stilstand på bloggen i et stykke tid - ikke fordi, jeg ikke har bagt - men fordi vi har holdt konfirmation og fået den dejligste lille hundehvalp, Soffy.



Vi havde en rigtig skøn konfirmationsdag og den førstefødte var glad og godt tilfreds med både festens forløb og med gaveregnen. Så kan det jo ikke blive bedre...;o)

I weekenden inden konfirmationen kørte vi til Silkeborg for at se på en lækker lille hundehvalp. Vi har længe talt om, at vi ville have hund igen - vi har før haft golden retrievere, men vi synes, at det er en lidt for stor hund at have i et villakvarter, så da vi ved et tilfælde faldt over racen Cavalier King Charles Spaniel, blev vi smask-forelskede. De har et dejligt blidt sind og er vildt smukke (synes jeg..).

Den lille hvalp vi skulle se på, var knap 8 uger, så vi kunne hente hende om onsdagen inden konfirmationen. Nu har vi haft hende i 1½ uge og hun er bare så sød. Manden min har sovet på gulvet sammen med hende lige siden og er ved at se lidt brugt ud, så nu må vi nok til at lære hende at sove selv....

Nå, men nu til det, som det indlæg egentlig skulle handle om....kage ;o)!!

Til konfirmationen bagte jeg en brownie og en blondie. Opskriften på brownie kommer senere.

Blondien var fyldt med gode sager; vanilie, mandler , hvid chokolade og hindbær. Jeg bagte den flere dage i forvejen og frøs den ned. Så tog jeg den op dagen inden, den skulle spises, lod den tø lidt op og skar den ud i passende stykker. Herefter frøs jeg faktisk stykkerne igen, så jeg var bange for at den skulle blive tør, og den blev så taget ud af fryseren og stillet på køl på selve dagen.



Blondien er lækker og svampet og dejlig sød. Samtidigt er der et godt modspil fra de sprøde mandler og de syrlige hindbær. Vi spiste også af kagen flere dage efter konfirmationen og der var den stadig lækker og svampet.

Det er ikke sidste gang, jeg har bagt den!

Blondie ca. 20 stk.

200 g hvid chokolade
150 g smør
4 æg
200 g sukker
½ vaniliestang
175 g hvedemel
1 knsp salt
100 g ristede, hakkede mandler
1½ dl hindbær (friske eller frosne)

Tænd ovnen på 175 grader og gør formen klar (en lille bradepande 20x30 cm).
Rist mandlerne på en tør pande og hak dem groft.

Smelt den hvide chokolade og smørret sammen - over svag varme eller evt. over vandbad. Tag af varmen og lad det køle helt af.

Skrab vaniliekornene ud af vaniliestangen og mas den sammen med lidt af sukkeret. Kom vaniliesukkeret op i en skål med sukker og æg og pisk til en luftig æggesnaps.

Vend den afkølede chokolade i æggeblandingen.
Sigt mel og salt i og vend forsigtigt rundt.
Vend tilsidst de hakkede mandler og hindbærrene i dejen og kom dejen op i formen.
Bag ca. 30 min.

En blondie skal, ligesom en brownie, ikke være helt gennembagt, men må selvfølgelig heller ikke være flydende, når den kommer ud af ovnen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg en kommentar - så bli'r jeg glad!