søndag den 27. december 2015

Gode desserter til nytårsaften

Nu er julen næsten overstået og så tænker vi frem mod nytårsaften.

Jeg tænker mest på desserten (og champagnen og kransekagen og alle de dejlige drinks efter midnat ;o)). I år skal vi kun være familien til spisning, så vi ender nok med creme brulee igen, fordi det er familiens favorit. Jeg har dog bestemt, at vi også skal have citronsorbet - simpelthen fordi det er en is, der minder mig ubeskriveligt meget om alle vores skønne ferier i Italien - og hvem har ikke brug for at tænke lidt på sol og sommer nu, hvor regnen plasker ned uden for og det er mørkt kl. 16?

Men hvis du har brug for hjælp til at finde på desserten til den store aften, så kommer her nogle forslag:

mandag den 21. december 2015

Småkager med lakrids, citron og hvid chokolade

SPONSORERET INDLÆG


De er jo ikke så julede, de her småkager, men til gengæld er de helt vildt lækre.

Kombinationen af lakrids, citron og hvid chokolade er blevet en ny klassiker og det er der en god grund til - det er nemlig en virkelig lækker smagskombination, som det er svært at blive træt af.

Den hvide chokolade er fra chokoladefirmaet Callabaut. Deres chokolade kan bl.a. købes i forskellige netbutikker, engroskæden Dagrofa og det tyske supermarked Citti Grossmarkt.

søndag den 20. december 2015

Konfekt med dadler, mandler og hvid chokolade


Jeg har været så heldig at vinde 1 kg blandet valrhona-chokolade.

Præmien er en del af Aakjærs julekalender på Facebook i år.

Aakjærs er en lille butik, der ligger i Strandbygade i Esbjerg. Aakjærs har alverdens lækkerier; chokolade, lakrids, vingummi, vin, specialøl, spiritus og meget mere. Det er virkelig en skøn butik at besøge og man får altid en sød og hjælpsom betjening - og personalet ved rigtig meget om produkterne, så man går både derfra med nogle virkeligt lækre produkter, men også med god viden om det man har købt.

Tilbage til min præmie...

Jeg valgte lidt forskelligt; en mørk chokolade, som har en skøn syrlighed; en lækker, blød og rund mælkechokolade; en fløjlsblød hvid chokolade og sidst, men bestemt ikke mindst, den uovertrufne Dulcey, som er en blond chokolade med en smag af kiks og en skøn eftersmag af salt.

Jeg har brugt den hvide chokolade til at overtrække disse daddelkugler, som er smagt til med kakao og kaffe. Kuglerne er herefter pyntet med striber af cappucino-chokolade, som stammer fra Callabaut, som er et andet chokoladefirma, der laver lækre chokolader til bl.a. professionel brug.



søndag den 6. december 2015

Brombærbomber

SPONSORERET INDLÆG

Jeg har været så heldig at få en pakke med flere forskellige slags chokolade fra det belgiske chokoladefirma, Callebaut.



Jeg bruger mest chokolade i mine kager, men jeg tænkte at det kunne være sjovt at prøve at bruge chokoladen til noget andet.



Det blev til de her skønne chokolade, hvor skallen er en 55% mørk chokolade og fyldet er en brombær/chokoladetrøffel lavet af en mælkechokolade fra Callebaut.

Det kræver lidt tålmodighed at lave fyldte chokolade - ikke mindst temperering af chokoladen skal sætte ens tålmodighed på en stor prøve, men har du god tid og skal du alligevel lave konfekt, så kast dig over det. For resultatet er forrygende!


lørdag den 5. december 2015

Sandkage med marcipan og kardemomme

Hvis du elsker saftig kage og smagen af kardemomme, så er det her lige en kage for dig.


Tilmed er den nem og hurtig at bage, så der er ingen undskyldning for ikke at servere den til eftermiddagskaffen.

Godt nok er den ikke særlig julet, men kardemommen giver den en let smag af æbleskiver, så det minder da lidt om jul, ikke?

Kagen smager skønt at spise som den er, men er også rigtig lækker serveret sammen med en lun bærkompot og creme fraiche. Opskriften på bærkompot skriver jeg også lige i indlægget - brug bare de bær, du nu engang har i fryseren eller kan finde ved købmanden.

onsdag den 2. december 2015

Lækkert surdejsbrød

Jeg er aldrig syg...

Jeg har undgået alle influenzaepidemier de sidste mange år og har nærmest ikke engang været forkølet i flere år. Så da vi i sidste weekend hentede en småsløj sønnike hjem og jeg i løbet af ugen hørte, at flere var syge, så var jeg ret overbevist om, at jeg selvfølgelig gik fri. Ikke mindst fordi det passer enormt dårligt ind i min planlægning at lægge mig syg, fordi jeg skulle gøre min eksamensopgave færdig til aflevering og derefter i gang med at planlægge min eksamen, som finder sted i starten af december.

Så da jeg kort tid efter, at jeg var kommet hjem fra arbejde fredag aften, kunne konstatere at jeg ikke bare var tørstig, men faktisk havde lidt ondt i halsen, så tænkte jeg, at det selvfølgelig ville være væk igen lørdag. Men lørdag havde jeg stadig ondt i halsen og det blev værre op af dagen. Senere stødte kløende øjne, løbende næse, hovedpine og feber til...

Så søndag måtte jeg indse, at jeg var syg og kapitulerede. Jeg lagde mig på sofaen for at se et afsnit af Grey's Anatomy på Viaplay - og rejste mig først igen for at gå i seng..

Sådan gik også mandag og tirsdag og det meste af onsdagen, dog blev Grey's indimellem skiftet ud med de bageprogrammer, jeg kunne finde på Viaplay og TV2-play, så det ikke blev alt for ensformigt.

Så mens jeg lå der og så bageprogrammer opstod ideen til de her brød; jeg har før bagt surdejsbrød, men har altid tilsat lidt gær for at være sikker på, at brødet blev luftigt nok, men jeg så flere steder, at det faktisk er muligt at bage et luftigt brød kun med surdej. Og da jeg havde en rest dej fra boller, jeg bagte lørdag morgen, som levede sit helt eget liv i mit køleskab og flere gange havde truet med at bryde ud af den beholder, jeg havde kommet det i, så blev jeg nødt til at afprøve det.

Og det virker!

Brødet er måske ikke det luftigste, jeg nogensinde har bagt, men det handler mere om mængden af mel end om surdejens hæveevne. Og smagen er fantastisk - dyb og syrlig og saftig!