tirsdag den 31. december 2013

Godt nytår!!

Rigtig godt nytår til alle jer, der følger med i mit kagebageliv her på bloggen.

2013 har været et travlt, men rigtigt spændende år for mig. Både her på bloggen, men også privat.

Jeg glæder mig til at se, hvad 2014 bringer - én ting er sikkert - der skal bages!

Tilsidst lige et par billeder af den færdige nytårsdessert:




søndag den 29. december 2013

Nytårsdessert

Nu når julen er godt overstået, så kan jeg begynde at tænke på desserten til nytårsaften - og det har jeg så gjort ;o)

Jeg har bestemt, at vi skal have en desserttallerken, som indeholder en rigtig lækker chokoladekage - kopieret og tyvstjålet fra dygtige Anne Au Chocolat - chokoladeballaden, som er lækker og syndig og propfyldt med gode sager.


Chokoladeballaden skal serveres med hjemmelavet vanilieis - efter en vildt lækker og nem opskrift, jeg har fået af en god veninde, der ligesom jeg, elsker desserter og søde sager.

tirsdag den 24. december 2013

Glædelig jul!

Jeg ønsker alle jer, der følger med på min lille blog en rigtig glædelig jul!



I har sikkert alle travlt lige nu - det har jeg, men jeg synes alligevel, at juleaftensdag er den hyggeligste dag på året, hvor huset dufter af and og flæskesteg og alle er glade og spændte.

I julemåneden har vi bagt hyggelige småkager og dejligt brød:










Jeg håber, I har kunnet bruge mine opskrifter og har fået lidt inspiration til jeres julebag.

Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig aften.

søndag den 22. december 2013

4. søndag i advent: Dumle med lakrids

Nu ved jeg godt, at jeg skrev før, at guldkarameller er mine favoritter, men Dumle med lakrids kommer meget tæt efter guldkaramellerne.




Opskriften er næsten den samme som guldkaramellerne - der er bare tilsat lakridssirup til karamellen.

Inden chokoladen er helt størknet, har jeg drysset karamellerne med lidt lakridspulver - det er ret lækkert med salmiaksmagen til den søde chokolade.

4. søndag i advent: Guldkarameller

Guldkarameller er noget af mit absolut favoritslik.

Den lækre chokolade og den bløde og chewy karamel er bare den skønneste kombination i mine øjne.




Og nu har jeg lavet mine egne guldkarameller! Karamellen er en saltkaramel, som jeg har overtrukket med Grenade, som er en 60% chokolade fra Callabaut.

Det er faktisk ikke så svært at lave lækre karameller - kast jer roligt ud i det!

tirsdag den 17. december 2013

søndag den 15. december 2013

3. søndag i advent: Mandler med hvid chokolade og hindbær

Hvis chokolademandlerne med lakrids var fantastiske, så er disse mandler med hvid chokolade og hindbær simpelthen himmelske!



Opskriften er ligeså nem, så der er ingen undskyldning for ikke at lave disse til jul ;o).

Mandler med hvid chokolade og hindbær
 
100 g mandler
100 g hvid chokolade
5-6 tsk. frysetørrede hindbær (evt. hindbærpulver)
 
Rist mandlerne i ovnen ved 150 grader i ca. 10-15 min. Hold øje med at de ikke brænder!
 
Smelt chokoladen over vandbad.
 
Dyb de afkølede mandler i chokoladen og læg den på et stykke bagepapir.
 
Drys de frysetørrede hindbær, som du evt. har knust let med hånden, over mandlerne inden chokoladen er størknet.
 
Lad chokoladen størkne og opbevar mandlerne i en lufttæt beholder - evt. i køleskabet, så den hvide chokolade let smelter.
 
Glædelig 3. søndag i advent.

3. søndag i advent: Chokolademandler med lakridspulver

Det her simpelthen verdens nemmeste slik - og så er det vildt lækkert!



Kombinationen af ristede mandler, rigtig god chokolade og lakrids er bare for fantastisk, så kast jer bare ud i at lave jeres egne chokolademandler - faktisk er det så nemt, at børnene kan lave det, hvis man lige hjælper lidt til med at smelte chokoladen.

Chokolademandler med lakrids

100 g mandler
100 g chokolade (jeg bruge ca. 75 g Callabaut Grenade 60% og 25 g Callabaut Arriba 39%)
5-6 tsk. rålakridspulver fra Urtekram

Rist mandlerne i ovnen ved 150 grader i 10-15 min. Hold øje med dem, så de ikke brænder!

Lad mandlerne køle helt af.

Smelt chokoladen forsigtigt over vandbad.

Dryp mandlerne i chokoladen og læg dem til tørre på et stykke bagepapir.

Når mandlerne er næsten tørre, rulles de i lakridspulveret.

Og så er de klar til at spise!!

Opbevar mandlerne i en lufttæt beholder, hvis ikke I spiser dem alle med det samme!

(Det kan man nemt komme til ;o))

lørdag den 14. december 2013

Sandwichbrød

Manden min har givet mig en stor brødform. Måske er det et hint?

Min første forsøg i den nye brødform er et sandwichbrød. Et luftigt, hvidt brød med lidt knækkede hvedekerner.




Opskriften er fundet på Arlas hjemmeside, men jeg har ændret det en lille smule.

onsdag den 11. december 2013

Crumbletærte med brombær

Her midt om vinteren med regn og rusk, så kan man godt komme til at længes efter sommer. Så er det skønt at have fryseren fyldt med lækre bær, så man hurtigt kan lave en lækker tærte.

I sommers brugte lillepigen og jeg en lun søndag eftermiddag med at være på brombærjagt i krat og buskads i udkanten af den lille by, hvor vi bor. Det er rigtig hyggeligt, at plukke brombær med børnene, men næste år husker vi lige at tage lange bukser på, for mine ben var revet til blods - de bedste og største brombær sidder nemlig altid længst væk ;o).

mandag den 9. december 2013

Peanutbutter cookies

Jeg har faktisk aldrig smagt peanutbutter. Og det er jo egentlig lidt mærkeligt, for jeg er ret vild med peanuts og køber også indimellem de der småkager med peanuts i.



En dag for efterhånden længe siden faldt jeg over et glas peanutbutter i min lokale Netto - jeg har sådan et lille kærlighedsforhold til Netto og især deres afdeling med spotvarer!

Nå, men hvorom alting er, så har jeg haft det der glas peanutbutter stående i mit køkkenskab lige siden uden overhovedet at få taget hul på det. Men nu skal det altså være - nu skal det bruges.

søndag den 8. december 2013

2. søndag i advent: Brunkager efter Claus Meyers opskrift

Brunkager hører julen til, men jeg bager dem ikke hvert år, for vi har svært ved at spise os igennem en hel portion og der er så mange andre lækre småkager, som jeg bedre kan li'!

I år ville jeg prøve en ny version, så jeg ledte lidt på nettet efter inspiration.





onsdag den 4. december 2013

Jeg er blevet begavet...

Som nogle af jer måske har set på Facebook og på Instagram, så har jeg været så heldig at få en pakke fra Callabaut med et udvalg af deres chokoladeknapper fra den helt lyse mælkechokolade med 32% tørstof indhold til en mørk, lækker chokolade på 70%. Så var der også nogle små bøtter med forskellige nøddepastaer og nogle poser med finthakkede nødder, pistacie, mandler og hasselnødder.






Jeg glæder mig så meget til at komme i gang med at bruge det og jeg har tænkt rigtigt meget over, hvad jeg skal bruge alle de gode ting til.

Jeg kunne tænke mig at prøve at lave en lækker hasselnøddeis, hvor jeg bruger den lækre hasselnøddepasta som smagsgiver. Så skal der selvfølgelig bages cookies med noget af alt det lækre chokolade. Og noget af chokoladen skal også bruges til julens konfekt - måske nogle chokoladeovertrukne mandler med lakridspulver eller frysetørrede hindbær...

Hvad siger I - hvad skal jeg bruge de mange lækre sager til?

søndag den 1. december 2013

1. søndag i advent: Pebernødder med appelsinskal og pebernøddekrydderi fra Mill & Mortar




Pebernødder hører julen til, synes mine børn...

Og så bager jeg da pebernødder til dem - bare de gider trille, for jeg magter simpelthen ikke at trille 250 pebernødder...;o)

De sidste mange år har vi brugt opskriften fra Arla på pebernødder med appelsinskal og kardemomme - de er lyse og sprøde og, vigtigst af alt, de smager ikke af brunkager!!

Sidste år fik jeg en dåse pebernøddekrydderi fra Mill & Mortar, som min søde mand, havde købt til mig ved Aakjærs i Esbjerg. Jeg havde ikke lyst til at droppe den gamle gennemprøvede opskrift, så i stedet har jeg brugt lidt af pebernøddekrydderiet i stedet for de foreslåede krydderier i Arlas opskrift til min opskrift - hvilket de bestemt ikke blev ringere af. Smagen blev bare en smule mere intens og julet, med en varm eftersmag af peber - mums.


lørdag den 30. november 2013

Mørkt, groft brød med øl

Et rigtigt mandebrød, som jeg har fundet inspiration til ved Alt for Damerne. I deres opskrift skulle der bruges 200 g surdej, men jeg har ikke haft gang i en surdej på det sidste og jeg havde lyst til at bage brødet nu, så jeg brugte lidt gær og lidt A-38 for at give brødet noget syrlighed.


Jeg brugte en mørk øl, hvilket også er med til at farve brødet. Men jeg tilsatte også ca. ½ tsk. madkulør - bare for farvens skyld.





Brødet er saftigt og har en rigtig lækker maltet smag. Det smager skønt med en skive ost eller pålæg på.

fredag den 29. november 2013

Karameller med vanilie, lime og pistacie

Sidste år prøvede jeg for første gang selv at lave flødekarameller. Jeg lavede både nogle "rigtige" karameller og så denne udgave med kondenseret mælk. Disse her rigtig nemme og man behøver ikke et sukkertermometer, men bare en stærk arm, for der skal røres meget og længe.




Jeg fik ikke kogt min karamelmasse helt nok, så mine blev mere fudge-agtige, men det kan man jo selv vælge, om man bedst kan lide.

søndag den 24. november 2013

Æblesmør

I dag fik jeg langt om længe ordnet de sidste af de æbler, som jeg havde fået af min svigermor.

Flere af dem havde fået nogle pletter, så derfor skulle de skrælles og fryses, inden de alle sammen rådnede for mig.

Jeg puttede to store poser skrællede æbler i fryseren, men orkede simpelthen ikke at skrælle flere æbler. Så kom jeg i tanke om, at jeg vist nok havde læst noget om, at man ikke skulle skrælle æblerne, når man laver æblesmør.



Jeg har aldrig fået æblesmør, men har set rigtig mange opskrifter på det, så jeg synes, det var et forsøg værd.

Æblesmør er en fløjlsblød æblemos, der karamelliseres sammen med forskellige af de varme julekrydderier - jeg brugte allehånde, kardemomme, stødte nelliker og kanel. Det med krydderierne skal man gøre lidt efter egen smag. Jeg har ikke kommet så mange krydderier i, for jeg synes hurtigt, at smagen bliver for tung og intens - men hvis du elsker julekrydderier, så slår du dig bare løs!


Beklager, det lidt usle billede - det er ikke ret nemt at tage gode billeder, når det er halvmørkt udenfor. Men i det mindste kan man tydeligt se, at jeg ikke havde fået pulveriseret mine krydderiet grundigt nok...!

Hurtige chokolademuffins og chokoladekage med kirsebær



Hvad gør man, når man har besøg af tre lækkersultne fodboldpiger?

Man laver da nogle hurtige chokolademuffins!

mandag den 18. november 2013

Orange yoghurtknuder

Disse lækre bløde og saftige boller, får deres smukke farve fra masser af gulerødder. Jeg har altid godt kunnet lide brød med gulerødder i. Det giver en dejlig sødme til brødet samtidigt med at brødet bliver saftigt og får en smuk gylden farve. Det gør det jo heller ikke mindre lækkert, at det er en god måde at få ekstra grøntsager på.



Der er yoghurt i bollerne, hvilket også er med til at gøre bollerne saftige og holde dem længere friske.

Så alt i alt nogle skønne boller, som du kan spise med god samvittighed - men måske ikke med helt så meget smør, som her på billedet.


søndag den 17. november 2013

Sunde knækbrød

I sidste uge havde min datters klasse et Go Cook arrangement. Det var vores lokale Superbrugs, der sammen med diætist Anne W. Ravn, stod for arrangementet, hvor børnene sammen med Anne W. Ravn og medarbejdere fra Superbrugsen lavede sundt mad med mange grøntsager til os forældre.

Forældrene var inviteret til foredrag kl. 16.00 og bagefter skulle vi smage på det lækre mad, som børnene havde lavet til os. De havde bl.a. lavet en rigtig lækker grøntsagssuppe af rodfrugter, en knasende salat med spidskål, græskarkerner og bacon og en lækker pizza med grov bund. Vildt lækkert og meget inspirerende.

Alle børnene fik et signeret eksemplar af Anne W. Ravns kogebog: Grove løjer - og det er fra denne, at opskriften på de sunde knækbrød stammer.

Min datter fik helt selv lov at bestemme, hvilke kerner og gryn, der skulle i knækbrødene, så det var hendes knækbrød. Vi gav knækbrødene et lille drys salt ovenpå inden i kom i ovnen - det er vildt lækkert (og måske ikke helt så sundt....)!

Sunde grove knækbrød
Der er kun 1 spsk. olie i knækbrødene og ikke så mange kerner, som man ellers tit ser i opskrifter på knækbrød, så kalorieindholdet er ikke så højt. Men da der ikke er meget olie i, skal dejen rulles meget tyndt ud, da knækbrødene ellers ikke bliver sprøde. Det var ikke alle vores knækbrød, der blev helt sprøde, men de smager rigtig godt og jeg tror bestemt, at vi skal bage dem igen.

mandag den 11. november 2013

Kringler med remonce, marcipan og creme - luksus!





Disse lækre kringler bagte jeg til brunch for min mands familie i sidste weekend.

De er lækre og snaskede og søde...og smager skønt! ;o)

lørdag den 9. november 2013

Sundt bananbrød


Jeg elsker bananer, men når de bliver brune og bløde, så er de altså bare ikke så lækre længere. Og det er der heller ikke andre hjemme hos os, der synes, så derfor har jeg indimellem 2-3 meget modne bananer liggende, som tit ender i skraldespanden, men også som banankage, basis for smoothie eller i pandekager.

I går aftes bagte jeg derfor et lækkert bananbrød med inspiration fra Helse Mathilde.

fredag den 8. november 2013

Den fortabte søn vender hjem....

I år har vi sendt ældstebarnet på efterskole. Han har haft en svær skolegang med mobning og store faglige vanskeligheder, især med at lære at læse og skrive. Derfor har vi i flere år arbejdet henimod, at han skulle blive klar til at komme på en efterskole for børn med ordblindevanskeligheder. Det var lidt med bævrende hjerte og rystende ben, at vi sendte ham afsted i august - hvordan skulle det gå? Ville han få hjemvé? Hvordan ville han tackle at være sammen med så mange andre unge mennesker på én gang?

Der har været op- og nedture allerede nu, men nok mest for moren. Det er nu 14 dage siden, at han har været hjemme sidst. Vi har overhovedet ikke hørt fra ham i over 1 uge og den bekymrede mor ringede derfor i går aftes for at høre, om han stadig var i live (selvom efterskolen selvfølgelig nok ville have kontaktet os, hvis ikke han var....).

Han var i allerhøjeste grad i live - havde bestemt ikke tid til at tale, men nåede lige at fortælle, at han var kommet i elevrådet og derfor havde haft travlt med arrangementer hele ugen! Mor er stolt!!

Nå, men i dag, skal han så hjem på weekend og fordi han har haft fødselsdag, siden han sidst har været hjemme og vi ikke har fået fejret ham, har jeg bagt hans yndlingskage; Drømmekage.


Opskriften er fra Amo og er den bedste opskrift på drømmekage, jeg kender. I får den her - helt uden ændringer ;o)

Måske verdens bedste cookies?

I hvert fald er de her cookies de bedste jeg til dato har bagt. De er sprøde udenpå og lækre chewy indeni - helt vildt lækkert!



Opskriften er sammensat efter inspiration herfra og herfra. Det er en ret nem dej at røre sammen og man kan komme den slags fyld i den, som man allerbedst kan lide. Jeg plejer at dele dejen i to og lave en børnevenlig version og en voksenversion.